Boye & Spellerberg havde meget at se til i 2015.
Travlheden var godt for regnskabet. Til gengæld blev der ikke rigtigt tid til faglig dygtiggørelse, som ifølge bureauet bør prioriteres.
Så ved årsskiftet lovede de hinanden at hive tid ud af 2016-kalenderen til at få fyldt lidt på inspirationstanken. Det blev i første omgang til en tur til Austin, hvor de deltog i SxSW Interactive.
Markedsforing.dk bad kreativ direktør Peter Boye reflektere kort over sin oplevelse af konferencen, som mange refererer til som “fremtiden”.
– Jeg hører ofte SxSW Interactive omtalt som en tech-konference. Det er vildledende markedsføring. Hvis det, du tager med hjem, er, at virtual reality og 360 graders video vinder frem, har du misset det væsentlige.
Det kræver vist en uddybning.
– Mange har for vane at forveksle interaktivt med digitalt. Men interaktion er først og fremmest noget, der foregår mellem mennesker. Det var konferencen i den grad eksponent for. Alle de indlæg, vi nåede at høre, havde en humanistisk dimension. Og det altoverskyggende tema var storytelling.
Nogle andre væsentlige pointer?
– Fokusér på den stærke fortælling. Den er fremtiden. For, som producer Edward Saxon udtrykte det i sit foredrag, ”Our brain is hardwired for story”. Det er svært at være uenig i. Selv fakta kommer til kort. Det har vi helt aktuelle eksempler på.
– Se blot, hvilken dagsorden religion formår at sætte i dag. Det siger vist alt om, hvor stærk en overtalelseskraft, der ligger i historiefortælling. Derfor må den altid være udgangspunktet, uanset hvilke redskaber man har til at udbrede den, slutter Peter Boye.
Pengene er kommet ind på kontoen
Og så var 2015 et fint år for det stadigt relativt unge bureau. I år to har Peter Boye og Bjarne Spellerberg vist, at de er specielt gode til brand-fortællinger, altså den storytelling, Peter Boye omtaler oven for.
Nye kunder har fundet frem til bureauet i 2015, og det har udløst vækst på toplinjen på næsten 50 pct., og godt 30 pct. på bundlinjen. Den større indtjening skal ikke hives ud til fest og fornøjelser, men investeres i nye medarbejder, lyder det.
Fakta
Regnskabstal
Mio. kr. (2015/2014)
Bruttoavance: 4,7/3,2.
Resultat:1,5/1,1.