Juryen ved Clear Channels Outdoor Award 2012 har talt, og seks arbejder ud af i alt 172 er nu valgt ud til finalen i de to kategorier – Freestyle og Kræftens Bekæmpelse.
Ligesom tidligere – prisen blev sidste gang uddelt i 2007 – er én af kategorierne baseret på et tema og oplæg fra en organisation med et velgørenheds- eller samfundsoplysende formål – og denne gang er det Kræftens Bekæmpelse, der under temaet ”Mænd mod kræft” er i fokus.
94 bidrag var indsendt i Kræftens Bekæmpelse kategorien og 78 i Freestyle kategorien, og ifølge juryformand Simon Engstrøm fra bureauet SeLigeMig har det været svært at vælge.
– Først og fremmest må jeg sige: hvor er der dog mange dygtige kreative på skolerne og bureauerne. En kæmpe tak til alle, der har valgt at sende deres 172 dygtige tanker vores vej. Det var overvældende at møde op hos Clear Channel på Grønningen, hvor adskillelige rum var i brug for at kunne vise alle de fantastiske arbejder frem til votering og lærerig gennemgang, siger han.
Også fra Kræftens Bekæmpelse lyder der rosende ord:
– Vi er meget imponeret over både kvaliteten og antallet af bidrag, siger fundraising-chef Poul Møller, Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter:
– Briefen var bestemt ikke enkel og ukompliceret, men løsningsforslagene var imponerende gode. Vi vil gerne varmt takke alle dem, som kreativt har deltaget. Juryen havde en vanskelig opgave, men vi oplever, at shortlisten repræsenterer nogle særdeles spændende eksekveringer. Vi glæder os til at se kampagnen køre i efteråret, og her er det fantastisk, at Clear Channel stiller visning til en værdi af 1 million kroner til rådighed for vores mandekampagne ”Mænd. Mod. Kræft”.
Og så kan vi vist ikke trække den længere…her er de nominerede:
Kræftens Bekæmpelse kategorien
– Carsten Løvig, Advance
– Claus Saling & Jeppe Hansen, JWT Creative
– Morten Tuxen Bundgaard & Tim Ustrup, Advance
Freestyle kategorien
– Nikolaj Fremming, Michael Victor-Hansen, Konstellation Aps
– Kenneth Kaadtmann, Adpeople
– David & Tobias, Saatchi & Saatchi
Og så endte det minsandten også med, at juryen besluttede sig for ekstraordinært at oprette ”en tredje kategori”.
– Der var et bidrag som vi syntes fortjente en ”special mentioning”, og som dermed også bliver belønnet med en præmie på selve mediedagen, når priserne uddeles. Det var et arbejde, der skilte sig ud på grund af en virkelig god idé og et flot kreativt arbejde. Alle i juryen var enige om dette, men bidraget levede ikke 100 procent op til kriterierne der blev lagt vægt på i forhold til shortlisten, siger Simon Engstrøm.
Han vil dog ikke afsløre, hvilket arbejde, det drejer sig om, så vinderen af denne ”kategori” bliver en overraskelse til mediedagen den 20. september, hvor også Outdoor Award’en uddeles.
Outdoor Award-juryen bestod i år af følgende:
Kreative:
– Thomas Torp, WDP
– Kristel Krøier, Freelance tekstforfatter
– Peter Farver, Kommunikationsbureauet København
Kræftens Bekæmpelse:
Poul Møller, Fundraisingchef
Mai-Britt Hertzmann, Kræftens Bekæmpelse, Erhverv
Jes Dorph-Petersen, Ambassadør for Kræftens Bekæmpelse
Clear Channel:
Jens Stener, Administrerende Direktør
Anders Taunø, Salgs & Marketing Direktør