Over de kommende uger kan New York-borgere og -turister beskue en ny type outdoor-reklame, hvis de lægger vejen forbi Times Square.
Det er den japanske foto-gigant Ricoh, der har sat en kæmpe-outdoor op, som drives ved hjælp af 16 vindturbiner og 64 solceller. Det sparer ifølge opfinderen WePower, miljøet for 18 tons CO2 om året og mellem 72.000 og 90.000 kroner om måneden i elektricitet. Det skriver brandweek.com.
Virksomheden WePower, som har taget patent på navnet ”Windvertising” til den nye platform, siger selv, at man arbejder på lignende løsninger for 25 andre store annoncører alene i år, og at man er i forhandlinger med en række outdoor-specialister om at brede teknologien ud.
Ud over at skåne miljøet og generere elektricitet, kan reklameeffekten også ligge i, at rotor-bladene i turbinerne skaber et billede, der bevæger sig.
– Jeg plejer at sige, at folk skal tænke på Windvertising som de små flip-bøger, mange af os legede med som børn for at skabe ”levende” billeder ud af en serie still-tegninger, siger Marvin Winkler, der er direktør i WePower.
Hvis 500.000 outdoor-reklamer alle blev drevet som Windvertising, ville de kunne generere op mod 17 milliarder kWh om året.
Det kunne sikre strøm til 1,5 million husstande og reducere CO2-udslippet med 5,3 millioner tons.
Læs mere om
Windvertising.