Det danske outdoor-marked er domineret af Clear Channel og AFA JCDecaux, men indtil videre har næsten-duopolet syltet digitaliseringen, mener man hos Aegis Media, der netop har udnævnt Christian Skipper til ny nordic development director for Posterscope, et datterselskab med fokus på out-of-home (OOH) kommunikationen.
– I Danmark har branchen desværre ikke været fremme i skoen, når det drejer sig om digitaliseringen af outdoor-kommunikationen, men jeg vil vædde min venstre løbesko på, at det når 15 pct. af markedet for outdoor inden 2015, siger Christian Skipper med en henvisning til, at det i England sidder på 12,8 procent.
I Danmark er bureauerne tilsyneladende tilfredse med at bruge plakater, men i de andre nordiske lande har de lugtet de enorme potentialer, der kendes fra fx England, Korea og Japan, hvor skærmene via tags og dialogfremmende tiltag lokker folk ind i de kommercielle universer, fortsætter Skipper. Hans chef uddyber:
– Outdoor-kommunikationen er også underlagt globaliseringen, og vi vil gerne sætte speed på den udvikling til gavn for vore kunder, siger Lars Bo Jeppesen, CEO i Aegis Media. ”Det er logisk for os at tilbyde kunderne endnu bedre integrerede løsninger både regionalt, som i dette tilfælde Norden, og også mere internationalt.”
– Folk bruger mere og mere tid udenfor hjemmet, hvorfor OOH eksponering i langt højere grad bliver et relevant medie for annoncørerne, siger Lars Bo Jeppesen, CEO, Aegis Media.
Skal I udfordre Clear Channel og AFA?
– Vi skal bestemt ikke i gang med at opstille billboards i konkurrence med Clear Channel og AFA, bestemt ikke. Men vi vil gerne udfordre dem, skubbe til dem. Danske virksomheder skal have samme effektive kommunikation out-of-home, som andre steder. Men vi er og bliver et mediabureau, fortsætter Lars Bo Jeppesen.
Når Aegis forfremmer Christian Skipper sker det også ud fra et ønske om at styrke det nordiske Posterscope-netværk i form af en større vidensdeling, en fælles best practice strategi, samt deling af research findings, værktøj og systemer.