København vil være verdens cykelhovedstad, men dets bycykler er lige til lossepladsen.
Ifølge Københavns teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er de 2.000 bycykler fuldstændig oldnordiske, og han ønsker at få dem udskiftet til en mere tidssvarende model. Men Outdoorfirmaet AFA JCDecaux og Fonden Bycyklen i København ønsker ikke at ændre på den nuværende aftale, der løber til 2012. AFA JCDecaux har reklamerettighederne til cyklerne og betaler samtidig for driften. Det skriver tjek.dk.
Hverken AFA JCDecaux eller fondens bestyrelse har villet udtale sig, men Kim Madsen, der på vegne af fonden er koordinator for den daglige drift af cyklerne, siger, at han ikke forstår, hvorfor kommunen ønsker at afbryde samarbejdet før tid.
– Jeg synes, det ville være mest fair at lade den nuværende kontrakt løbe ud, siger han.
Det er mere end to år siden Borgerrepræsentationen første gang luftede ideen om at opgradere cyklerne, der blev indført i 1995.