2011 var et skidt år for Maersk Line og containerindustrien, da en svag efterspørgselsstigning blev overgået af en større stigning i fragtkapaciteten, skriver Aktiefokus.
2012 bliver endnu værre, lyder det fra shippinganalysevirksomheden Alphaliner.
Den globale containerflådekapacitet ventes at vokse med 1,47 mio. tyvefodscontainere (teu) svarende til 9,5 pct. i 2012, men hvis man tager højde for skrotninger samt udskydelser af leveringer af nye skibe, så estimerer Alphaliner, at flåden vil vokse 8,3 pct., svarende til 1,28 mio. teu. I 2011 ekspanderede flåden 7,9 pct.
Det er skidt nyt, da den globale efterspørgsel efter containertransport kun vurderes at vokse 6,5 pct. i 2012 mod en forventet vækst på 7,7 pct. i 2011. Dermed står containerrederierne overfor endnu et år, hvor de må vælge mellem store underskud eller kapacitetsoplægning, og dermed tabe markedsandele.
Fragtraterne på ruten mellem Asien og Nordeuropa er siden midten af december steget 46 pct., hvilket ifølge eksperter skyldes den mindre højsæson, som industrien er inde i forud for det kinesiske nytår, der falder den 23. januar. Fragtraterne er dog fortsat markant lavere, end de var for blot et år siden.