Hvis man tager en nutidig trend og forlænger den 25 år frem i tiden, så får man måske ikke et fuldendt, men alligevel et fagligt velbegrundet billede af, hvordan verden vil se ud til den tid.
Tidseventyrernes klub, med chief imagination officer Rolf Jensen, Dream Company, som igangsætter og tovholder, og 19 virksomheder, er taget på en tidsrejse frem i tiden. Målet er at få inspiration til forretningsudvikling og at gribe tingene an på en lidt anderledes og ikke mindst kreativ måde.
Rolf Jensen, der skabte genlyd i den vestlige verden med bogen Dream Society i 1999 og senere bogen Heartstorm i 2001, fik ideen til Tidseventyrernes Klub i sommer. Og en af de ting, der for alvor satte ham i gang var de sædvanlige analyser:
– De fleste analyser er kedelige. Jeg ønskede at prøve noget nyt, noget der ”lukker op”. Umiddelbart vil de fleste sige ”man kan da ikke rejse i tiden”, men jo, det kan man godt, hvis man tror på det.
Og det gør Rolf Jensen, samt de 19 virksomheder, der er med i projektet, virksomheder som Alka Forsikring, Grundfos Management, Multidata, Finansforbundet og Irma. Projektet vil udmønte sig i 20 rejsebreve som deltagerne udarbejder over 12 måneder.
I Tidseventyrernes Klub har den fiktive person Hans hovedrollen. Det er ham der tager turen 25 frem i tiden.
– Vi forlænger kurverne for trends, strømninger og tendenser i nutiden, og 25 år frem. Og kan ikke tage hensyn til, om de knækker, for det vil selvfølgelig ske. Men udgangspunktet er fagligt begrundet, siger Rolf Jensen, der siden projektets start, allerede har et godt bud på flere strømninger i tiden 2030.
2030 vil være et næsten 100 pct. servicesamfund. Alt, der overhovedet kan automatiseres, er blevet det. Det lyder selvmodsigende, et servicesamfu nd uden servicepersonale i supermarkederne, cafeerne, hotellerne m.v.. Men den er god nok. Service vil være lig med effektivitet og hurtighed. Dem, der før har beskæftiget sig med service, vil få andre opgaver indenfor oplevelser, for 2030 vil også være et oplevelsessamfund.
Lad os lige følge den fiktive person Hans, der checker ind på hotel i 2030. Han ankommer til hotellet, hvor temaet er den franske revolution. Da han vil bestille et værelse, kan han vælge mellem et dyrt værelse ”pre revolutionen” eller et billigere ”efter revolutionen”. Mellem gæsterne dukker ”Napoleon” op. Han går rundt og sludrer med folk. Ham, der spiller Napoleon er oprindeligt uddannet tjener, men dem er der ikke behov for i 2030, derfor har han uddannet sig videre indenfor oplevelsesindustrien.

Individualismen styrer

Vi vil kræve og forvente at blive underholdt og at få ”en på opleveren”, snart sagt i alle mulige situationer. Og vi er villige til at betale for det. For i 2030 er vi dobbelt så rige som nu, hvilket også fortæ ller folkene bag Tidseventyrernes Klub, at discount ikke vil være meget andet, end en niche til den tid.
Hans har selvfølgelig også en mobiltelefon. Den hedder bare ikke en mobiltelefon, men en I-Bag. En I-Bag indeholder alt, lige fra telefon (fastnet er i øvrigt stendødt til den tid), kamera, mulighed for at se film i et helt andet format end i dag, og ja, alt, hvad Hans har behov for. I-Bag’en fylder ikke mere end en lille taske og både mænd og kvinder bærer den som en fast del af deres hverdag. Det at mænd bærer en taske vil være helt normalt i 2030. Mænd vil i det hele taget have smidt ”industri-uniformen” alias jakkesættet, og tøjet er blevet ekstremt individualistisk.
Og netop individualisme, fra ”jeg er normal” til ”jeg er speciel”, vil præge vores samfund i 2030. Og netop derfor vil massekommunikation og branding være en saga blot. Virksomhederne skal omstille sig til en udvikling, der allerede er i gang. Kommunikationen fra virksomhederne skal være ekstremt individualiseret:
– Producenterne skal være gode til at hjælpe folk med at skabe selvportrætter. Vinderne bliver dem, der kan kommunikere til det enkelte individ med empati og forståelse for det individuelle, forklarer Rolf Jensen og tilføjer:
– Udviklingen mod det ekstremt individualistiske samfund er i fuld gang. Og det er interessant for dagens virksomheder at vide, hvad man kan vente sig indenfor en, trods alt, overskuelig fremtid. At vi går mod et totalt automatiseret samfund, ligesom den voksende søgen efter originalitet og oplevelser, er vigtig information for virksomhedernes og producenternes fremtid.
Ifølge Rolf Jensen er der flere spændende udsigter for 2030. Vores ven, Hans’, rejse 25 år frem viser, at USA er faldet fra tinderne som det land resten af Vesten ser op til. Og det skyldes, at USA bliver mere og mere konformt. Til gengæld er de nordiske lande blevet holdningsførende. Man fornemmer allerede tendensen. Vi i Norden er fulde af overskud og stærke, når det handler om holdninger og ideer. I 2030 vil vores største eksportvarer vær e miljøvenlige produkter, dyrevelfærd, ideer og oplevelser.
Der er flere tendenser for 2030, som Tidseventyrerne ikke har fået på plads endnu. Men det kommer til oktober-november næste år, når rejsen til 2030 ender, og hvor rejsebrevene bliver til en bog.