Tobak – det er snart lige så frækt som at skrive p.. eller k…. Tobakken dræber jo millioner af mennesker, både nikomaner og passive rygere, og i USA kan ansvarsløse mødre sættes i spjældet, hvis de har inhaleret en kvart Chesterfield Ultra Light i hjemmet. Rygerne er ved at acceptere rollen som ofre og minoritet i takt med, at stadig større dele af det offentlige rum underkastes totalforbud.
For et års tid siden drev umættelig nysgerrighed mig til en forlystelsestur med den københavnske Metro til endestationen Vestamager. Vi var fem passagerer, en enlig far med en søn og et ægtepar fra provinsen. Vel ankommet gik jeg over på den modsatte friluftsperron for at tiltræde returrejsen på den stadig gyldige rejsehjemmel. Seks minutter til næste afgang. Jeg besluttede at nyde en Virginiacigaret. (Hvis det ikke var så helvedes ulovligt, ville jeg anbefale Karelia med filter, dette eksklusive græske mærke, der fås i enkelte velassorterede detailforretni nger, men det kan måske bringe mig på kant med myndighederne, skønt der ikke er tale om et sponseret budskab). Nå, men efter at have taget nogle liflige drag råbes der fra kommandocentralen over højttaleren: DER MÅ IKKE RYGES PÅ METROSTATIONERNE! Jeg skoddede hastigt, men må stadig bearbejde traumet, som påførte mig paranoide tvangsforestillinger om overvågningssamfundets omfang.
Siden jeg for et par måneder siden på denne plads skrev om censurens anslag mod ”ærlige” annoncer fra Philip Morris, er jeg blevet gjort opmærksom på kategorien røgfri tobak. Uden at være slave sætter jeg pris på god tobak. Det er selvfølgelig en kedelig last, selv tre-fire cigaretter om dagen anses af myndighederne for den direkte dør til døden.
I stedet skal man gnaske nikotinholdigt tyggegummi, fremgår det af annoncerne. Denne form for distribution af giftstoffet nikotin er fuldt lovlig, nærmest hæderværdig. Tilrøgede sjæle kan søge tilflugt i dyrt tyggegummi, beriget med et udtræk af den lumske og uhumske djævleurt, som Columbus og omegn ansvarsløst førte til Europa for et halvt årtusinde siden. Med mindre patienten går ind i et nedtrapningsforløb og til sidst kvitter både niko og gummi, kan der opstå et afhængighedsforhold, hvilket ud fra en afsætningsvinkel ikke er så tosset endda; man kunne jo kalde det loyalitet.
Et alternativ er et lille stykke fint spundet tobak, der er mættet med sovs af lakrids, krydderolier og essenser. Jeg tør næsten ikke nævne ordet skrå og slet ikke varemærket Oliver Twist. Der er langt fra den gammeldags type skrå og til nutidens delikate pastiller, som ikke er større end en salmiakstang til en kolibri. Den lille dosis tobak anbringes diskret i mundhulen og skal netop ikke tygges. Man behøver altså ikke sidde og gumle, som om det var nikogummi. Stille og roligt afgiver den en anelse nikotin i løbet af de næste par timer og tilfredsstiller dermed trangen til stimulans.
Denne opdagelse måtte jeg gøre ad omveje, da det ikke er tilladt at agitere for røgfri tobak, skønt man netop skulle mene, at dette rene n aturprodukt var at foretrække frem for syntetisk tyggeri. Sådan er reklamereglerne, og vi skal bare være glade for, at EU ikke har forbudt skrå og den i Sverige så populære våde snus, således som det var hensigten, indtil daværende medlem af EU-parlamentet, den bornholmske bonde Niels Anker Kofoed, fik bremset en planlagt illegalisering.
Nogle finder skrå ulækre, fordi de engang har set et bondsk medlem af den danske urbefolkning harke og spytte, når skråen skulle vendes, men denne ulempe forekommer ikke ved brug af nutidens mere slikagtige specialiteter. Hvis markedet måtte få information gennem annoncer om eksistensen af små tobakstabletter, der ikke generer omgivelserne og kun i begrænset omfang fordærver brugeren (hvis nikotin i sig selv overhovedet er skadelig i mindre doser, nogle siger jo det forebygger Alzheimers), ville der opstå en markant efterspørgsel. Skrå kunne blive en ny trend, også blandt kvinder, som jo i ligestillingens navn har påtaget sig en ikke ubetydelig del af rygebyrden.
At skulle st å i et afmærket felt i en industribaggård og tilfredsstille sin nikotintrang i al slags vejr er socialt degraderende. Rigtige karrieremennesker har så meget styr på sig selv, at de kan forsage smøgerne. Ved at lade en mini-skrå leve sit hemmelige liv i ens egen private mundhule udstiller man ikke sin karakterbrist, og man sparer hensynsfuldt omgivelserne for den røg og odør, som kan få allergikere og hysterikere til reagere. Tænk, hvis denne mulighed for at ændre vaner måtte kommunikeres gennem betalt reklame. Skråtobak-branchen burde jo nærmest bevilges tilskud af Sundhedsministeriet for at nedtrappe nikomaner.