– Påsken slår hårdt igennem – især på nye aviser. Vi klarer os bedre end gratisaviserne generelt, men vi vil vokse yderligere, siger Nyhedsavisens adm. direktør, Morten Nissen Nielsen.

Der skal tilsyneladende mere end en begmand på 59.000 tabte læsere til at ryste Nyhedsavisen, der ifølge LæserBarometeret havde 291.000 læsere i april – en tilbagegang på 16,9 pct. i forhold til marts.

– Vi udvider vores distribution uge for uge. Flere og flere husstande modtager i dag Nyhedsavisen, og det vil slå igennem i læsertallene.

24timer mistede 87.000 læsere, svarende til 17,2 pct., og blev noteret for 420.000. Her er direktør Torsten Bjerre på linie med Morten Nissen Nielsen:

– Det skyldes givetvis helligdagene og ikke mindst påsken, hvor vi bl.a. i dagene inden har leveret aviser til mange, som ikke var hjemme pga. påskeferie. Det kan vi lære af til næste år.

Trafikaviserne MetroXpress havde 521.000 læsere (et minus på 79.000) og Urban 456.000 (et minus på 131.000).

Nyhedsavisens forventning om at overhale Berlingske Tidende er udskudt for en stund: Pilestræde – undskyld: Titangade – har et april-læsertal på 352.000, en minimal tilbagegang. Ligesom Politikens 436.000 også er på marts-niveau. Til gengæld har man åbenbart læst Jyllands-Posten ved påskefrokosten: 586.000 læsere – et plus på 61.000 i forhold til måneden før.

Ekstra Bladet og B.T. holder skansen med hhv. 432.000 og 394.000 læsere.

peng