Paintbox Danmark er blevet dobbelt så stor. Scan-Ad Reklamebureau er indtrådt i ejerkredsen og samtidig har Paintbox overtaget den fynske prepress-virksomhed Reproff. Dermed vokser omsætningen til 200 mio. kr. og medarbejdertallet til 100.
Samtidig sætter Paintbox gang i en investering til omkring 4 mio. kr. i et amerikansk software-system, som skal binde afdelingerne i København, Odense og Århus sammen med henblik på hele tiden at kunne udnytte kapacitet hos hinanden. Systemet bliver skræddersyet til Paintbox og lanceret under titlen Paintbox Online. Med den struktur bliver Paintbox Danmark i stand til at tilbyde samarbejde med endnu flere reklamebureauer. Og der er allerede forhandlinger igang med flere bureauer, oplyser adm. dir. Jens Thurøe.
Det, der startede som en outsourcing af fire reklamebureauers grafiske afdelinger (Leo Burnett, Bates Copenhagen, Young & Rubicam samt D’Arcy), er således ved at vokse til at være en meget betydelig virksomhed på det grafiske marked.
– Vi er i dag Danmarks største kompetence-center inden for det grafiske område, fordi vi repræsenterer en meget bred pallette af kompetencer inden for områder som f.eks. brochurer, annonceproduktion, displays, kataloger, billedbank og tøj. F.eks. er vi markedsleder i Europa på 3D-instore materialer, siger Jens Thurøe, der har stået for opbygningen af selskabet siden starten i begyndelsen af 1999.
Paintbox og Reproff har siden 1999 samarbejdet om selskabet Paintbox Prepress under ledelse af Reproffs ejer Carl Mørup. Han har så nu solgt 75 pct. af Reproff for et uoplyst beløb, og skal fremover udgøre direktionen for Paintbox sammen med Jens Thurøe.
Reproff tilfører en omsætning på 60-70 mio. kr., mens Scan-Ad Reklamebureau tilfører en omsætning på ca. 40 mio. kr. – herunder bl.a. en række detailkunder. Scan-Ad har afdelinger i Århus, Odense og Haderslev, og det er meningen, at Paintbox skal have afdelinger i Odense og Århus udover den eksisterende i København.
Disse tre afdelinger skal så bindes sammen af et nyt system.
– Vi taler om et amerikansk system, vi har fundet, og som bygger på megaservere. Hemmeligheden i konceptet handler om kapacitets-udnyttelse, og det er det, systemet vil muliggøre mellem de tre afdelinger. Det giver mulighed for, at de nye afdelinger i Odense og Århus kan tage reklamebureauer ind som kunder – og tilbyde hele Paintbox-systemets ressourcer. Vi bliver de første, der kan tilbyde markedet et sådant koncept, siger Jens Thurøe.

STæRKERE KOMPETENCECENTER
Hos den ene af de fire oprindelige stiftere, Young & Rubicam er erfaringerne med en outsourcing af den grafiske produktion gode.
– Det sikrer, at de produktions-folk, vi havde, nu har fuld fokus på produktion, og at vi har et stærkere kompetence-center at trække på. Paintbox er nu en virksomhed, der er svær at overse, og jeg kan godt forestille mig, at andre bureauer bliver tvunget til at overveje, om de skal gøre noget tilsvarende. En anden mulighed er selvfølgelig, at der er grafiske virksomheder, som vågner op, og søger et tættere samarbejde med reklamebureauer. Konceptet handler jo ikke om at skaffe grafiske virksomheder højere priser, siger Hans-Henrik Rasmussen, Young & Rubicam.
Paintbox henter i dag ca. 20 pct. af sin omsætning fra direkte kunder, og Jens Thurøe kan godt forestille sig, at virksomheden også kan begynde i langt højere grad end nu at overtage grafisk indkøb på vegne af kunder.
– Vi har i første omgang koncentreret os om at opbygge kompetencerne. Dem har vi nu på plads, og samtidig har vi opnået kritisk masse og overskud på forretningen. Derfor er vi nu gearet til også at håndtere grafisk indkøb mere bredt – i stil med f.eks. mediebureauernes medieindkøb på kundernes vegne, siger Jens Thurøe.