Staten kan i fremtiden tvinge private pakke- og postfirmaer til at aflevere en del af deres overskud til det statsejede Post Danmark, skriver Jyllands-Posten torsdag. For at sikre postudbringning til alle landets husstande seks dage om ugen har et flertal i Folketinget planer om en ordning, som kan tvinge private virksomheder til at betale regningen, hvis Post Danmark ikke selv kan skabe økonomi i den landsdækkende pakkedistribution.
Muligheden for at opkræve strafbetaling hos Post Danmarks konkurrenter fremgår af en ny lov, som Folketinget førstebehandler i dag. Udspillet skaber stor vrede hos både Dansk Erhverv og en række af landets transportvirksomheder, som i dag konkurrerer frit om udbringning af pakker.
Med udspillet vil politikerne tage højde for både et EU-krav om fuld liberalisering af postmarkedet, hvor Post Danmark har eneretten til breve under 50 gram mod en befordringspligt til alle danske husstande, og til den økonomiske udvikling i statens postselskab.