Som regel er det reklamefilm for Nike, Volkswagen, Coca-Cola eller andre store internationale brands, der ligger øverst på listerne over verdens mest sete og verdens mest delte.
Og som regel er det store, kendte bureaunavne som fx Grey, Ogilvy, Saatchi & Saatchi eller Wieden + Kennedy, der står bag.
Men lige nu tilhører pladsen øverst på podiet for klodens mest delte reklamefilm (over de seneste 30 dage) – ifølge Unruly Viral Vido Chart – den lille københavnske virksomhed Malling Publications – måske bedst kendt som magasinforlaget, der står bag modebladet Cover.
Den fornemme placering skyldes en reklamefilm, The Unique Connection, som Malling Publications tidligere på året skabte for smykke-virksomheden Pandora.
Filmen har i dag genereret tæt på 35 mio. views på tværs af platforme, herunder godt 15 mio. via YouTube, og den er inden for de seneste 30 dage delt over 253.000 gange.
Adskillige internationale medier opdagede og omtalte den i april, herunder Adweek, Campaign, franske Le Figaro og Huffington Post, og midt i det hele delte og kommenterede et par kendte film- og musiknavne den på deres Facebook-sider.
Og som Hanne Fabricius – tidligere Client Service Director hos reklamebureauet Mensch, nu CEO hos Malling Publications – dengang sagde til markedsforing.dk, så glæder man sig hos Malling Publications over den store opmærksomhed. Ikke mindst fordi det er planen, at reklame-aktiviteterne i virksomheden fremover skal optrappes.
Malling Publications har selv stået for idé og produktionen, og virksomhedens kreative direktør Rasmus Skousen har instrueret.
Og værsgo – gensyn her.