De kinesiske varemærkemyndigheder kan ikke længere spænde ben for Pandoras fremmarch i Kina.
Den selvsikre melding kommer fra den danske smykkeproducent, der den seneste måned har fået klø på aktiemarkedet efter udfordringer på det australske, tyske og danske marked.
Pandora fik en omtumlet start i Kina med afslag på sin første varemærkeansøgning, og afslaget fik analytikere til at tvivle på Pandoras muligheder i landet. Men bekymringen om rettighederne har ikke længere bund i virkeligheden, lyder det fra Pandora.
For den danske smykkevirksomhed har haft held til at købe sit eget navn i Kina af en konkurrerende kinesisk smykkeproducent.
– Vi har købt varemærket af den pågældende ejer. Så Pandora skrevet med kinesiske skrifttegn er nu i vores ejerskab, siger Pandoras Chief Development Officer Thomas Ryge Mikkelsen, der forventer, at myndighederne dermed sætter sit godkendelsesstempel på Pandoras varemærkeansøgning inden årets udløb.
Business.dk