Nordea og de tre amerikanske banker, som stod bag børsnoteringen af smykkefirmaet Pandora, er truet på troværdigheden.
Netop disse banker har nemlig været meget mere ivrige efter at anbefale Pandora-aktien end øvrige banker, viser en gennemgang af bankernes kursmål foretaget af Berlingske Research.
Mønstret er konstant hen over Pandoras cirka ti måneder på børsen, uanset hvilke meldinger der er kommet fra Pandoras ledelse. Eksempelvis har Nordea anbefalet køb af aktien, mens Danske Bank og Jyske Bank har anbefalet salg.
– Det er påfaldende, at det netop er bankerne bag børsnoteringen, som har været mest flittige til at anbefale køb af aktien. Vi kan ikke dokumentere, at der er en sammenhæng mellem bankens egen interesse og anbefalingerne, men bankanalytikerne har af en eller anden årsag taget Pandora-ledelsens ord for meget gode varer, siger Jens Møller Nielsen fra Dansk Aktionærforening, der mener, at troværdigheden i Nordeas aktieanbefalinger kan ligge på et meget lille sted.
– Nordea har fået ridser i lakken hos de private investorer, og det er banken selv skyld i. Allerede fra begyndelsen satte banken sin troværdighed på spil ved at være med til at introducere Pandora til en meget høj kurs, og det høje kursmål har banken jo åbenlyst holdt fast i alt for længe, siger Jens Møller Nielsen.