Flere af verdens største investeringsbanker samt en lang række af verdens største investorer er blevet meddelt, at de i den kommende uge vil modtage analyser på et unavngivent selskab, som potentielt står overfor en historisk stor børsnotering. Det unavngivne selskab er ifølge Berlingske Business’ oplysninger den fremstormende danske smykkeproducent Pandora.
Investorerne skal vurdere, om de er villige til at betale en pris for smykkeproducenten, som ejerne, kapitalfonden Axcel og stifterfamilien Enevoldsen, betragter som attraktiv. Går alt efter planen, forventes selskabet at kunne debutere på børsen allerede inden efterårsferien i uge 42. I så fald vil et prospekt formentlig sendes ud i slutningen af september, hvorefter fastlæggelsen af aktiekursen kan meldes ud i starten af oktober.
Skulle det blive en realitet, er det endvidere end historisk børsnotering, man vil komme til at opleve. Eksperter mener angiveligt, at selskabet har en potentiel markedsværdi på mere end 30 mia. kr., hvilket vil gøre introduktionen til den største siden TDC i 1994. Dermed har smykkeselskabet også mulighed for at fejre jul i den eksklusive C20-forsamling allerede i år.
Business.dk