Klubben afholdt tirsdag den 21. januar arrangement hos reklamebureauet Kunde & Co. – man vidste faktisk ikke, hvad man skulle tro – om den markedsføring man i hele sit uddannelsesforløb er blevet belært med. “Man skal fokusere på kunden og skabe produktet ud fra dennes behov og ønsker.“ Nixen bixen. Det er lige omvendt.
Det var stemningen efter, bureauets konsulent Henrik Nørgaard havde været på banen og på en overbevisende måde havde fortalt om paneuropæisk markedsføring og produktfokusering.
Der blev leveret en så grundig og velargumenteret gennemgang af, hvordan man opnår succes med centraliseret paneuropæisk markedsføring, så selv Philip Kotler ville have rynket panden, hvis han havde været til stede.
Samme Philip Kotler ville nok også have trukket på smilebåndet, hvis han efterfølgende havde hørt lektor i kommunikation, Jørgen Helders indlæg om, hvordan man netop ikkekan henvende sig til alle og enhver med det samme produkt.
Det var to meget interessante indlæg, som blev præsenteret hos Kunde & Co. og man fik mest af alt en fornemmelse af, at markedsføring er mange ting – og at man ikke altid skal tro på det, man hører i skolen.