Lydbogs-app’en Chapter, som forlagene Gyldendal, Gad og Modtryk lancerede i efteråret 2020, melder sig ind i kampen om markedsandele på det hastigt voksende danske lydbogsmarked.
Men først skal kendskabet have et solidt skub opad.
Det tager Chapter hul på fra mandag, 24. maj, hvor man går i luften med en ny kampagne med skuespilleren Paprika Steen i hovedrollen.
Bag kampagen og tilførende film står bureauet First Wave og produktionsselskabet Klub Moderne.
Om baggrunden for initiativet siger Jesper Siber, CEO, Chapter, i en pressemeddelelse:
– Vi er en relativt ny spiller på et marked, der allerede er domineret af etablerede internationale spillere. Men vi ønsker at skabe et stærkere dansk, publicistisk afsæt.
Han tilføjer, at Chapter ønsker at præge udviklingen positivt på vegne af dansk litteratur og forfatternes interesser, som han mener i højere grad skal tilgodeses fremadrettet.
TV det primære medie
På markedet er Chapter oppe mod blandt andre Storytels Mofibo og JP/Politikens Hus-ejede Saxo Premium, og Jesper Siber er da heller ikke tvivl om, at ”konkurrencen er benhård”.
" Vi har også brug for et bredt kendskab hurtigt.Jesper Siber, CEO, Chapter
– Både pris og indhold er i høj grad de primære konkurrenceparametre, når det kommer til at vinde kampen om alle de nye ”lyttere”, som er på vej ind i markedet, siger han og tilføjer:
– Vi har derfor fra starten også være meget bevidste om, at vores position skal have en klar differentiering i forhold til konkurrenterne.
Men differentiering ikke gør det alene:
– Vi har også brug for et bredt kendskab hurtigt. Derfor lancerer vi nu et skarpt kreativt univers, som ikke minder om noget, man tidligere har set fra de andre udbydere, siger han.
I første omgang bliver universet foldet ud på tværs af medier med TV som det primære medie. Og og med fokus på Chapter Flex, en flexibel abonnements-model, som overfører ”uhørte” timer til den næste måned.
Garvede kreative kræfter
De kreative selskaber bag kampagne og film er nye navne i markedet: First Wave og Klub Moderne.
Artiklen fortsætter under billedet.

Bag virksomhederne, som har henholdsvis to et halvt og knapt et år på bagen, gemmer der sig imidlertid en stribe erfarne seniorfolk.
Bag bureauet First Wave står Christian Reinhard og Rasmus Moltke.
Christian Reinhard startede karrieren hos Kunde & Co og har siden været hos blandt andre Hjaltelin Stahl og senest NoA-bureauet Bold Copenhagen.
Rasmus Moltke har tidligere været strategisk direktør hos Wibroe, Duckert & Partners, kreativ direktør hos Grey og senior kreativ hos Mensch.
– Chapter er et brand, der tror på, at digitaliseringen skal ske i litteraturens ånd. Det er et projekt der fortjener en stemme og et publikum. Derfor har det været vigtigt at finde den helt rigtige fortælling at lægge ud med, siger Rasmus Moltke, Partner & Head of Strategy, First Wave, i meddelelsen.
Han tilføjer:
– Det stod dog klart fra start at omdrejningspunktet skulle være Chapters redaktion, uanset om budskabet var en helt ny abonnements-model.
Prisbelønnet instruktør
Også på manuskriptfronten og bag kameraet finder man – trods Klub Modernes foreløbig knapt etårige levetid – masser af kendte navne.
Herunder de tre stiftere, Thomas Torp, der har en fortid som kreativ direktør hos Wibroe, Duckert & Partners, Nicolai Berthelsen, agency producer hos Wibroe, Duckert & Partners gennem 16 år og tidligere makker med Thomas Torp i bureauet TorpBertelsen.
Og instruktør Peter Harton, der har prisbelønnede film for blandt andre Coop, Metroen, Kræftens Bekæmpelse og Stryhns på cv’et.
" I min optik og med respekt for de andre udbydere, så er markedet i dag præget af den samme tilgang til at sælge abonnementerThomas Torp, kreativ direktør, Klub Moderne
Det er også Harton, der har instrueret Chapter-filmene, mens Thomas Torp og skuespilleren Rasmus Botoft, der blandt andet er kendt fra Rytteriet, har udviklet manuskripterne.
Klub Moderne kalder sig selv et “produktionsselskab, der udvikler og producerer humorbaserede reklamefilm” – under sloganet “Vi gør dine reklamefilm til grin”.
Og Thomas Torp, kreativ direktør hos Klub Moderne, siger da også, at man er gået efter at skille sig ud fra konkurrenterne:
– I min optik og med respekt for de andre udbydere, så er markedet i dag præget af den samme tilgang til at sælge abonnementer: En kendis endorser en lydbogsapp ved blot at spille sig selv, siger han og tilføjer:
– Vi vil hellere spille på at Chapter har ægte redaktører og kurateret indhold. For at det ikke skal blive for højpandet, skabte vi en lidt excentrisk chefredaktør, som både repræsenterer Chapters litterære bagland og den digitale tilgængelighed. Og var så heldige at Paprika syntes om ideen.
Flere film kommer til hen over sommeren. Se de to første her – en 30 sekunders version og en 15 sekunders.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger
For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger