– Synergieffekten ved partnerskabet med Letlands største medievirksomhed Salta nåede ikke det niveau, vi håbede på. Derfor vil vi fremover køre sololøb. Med et marked i vækst passer det os sådan set fint, siger adm. direktør Jørgen Hansen.
Han har netop været en tur i Riga for at ordne papirarbejdet. Ved samme lejlighed kunne han konstatere at Sia Par No 1 LV kører rigtigt godt. Så godt, at bureauet efter al sandsynlighed, er bemandet med ti medarbejdere inden den 1. marts 2007.
– Vi har ansat danske Anders Flegum som direktør i selskabet. Anders har haft en forrygende start, og har sammen med medarbejderne skabt en fornuftig forretning. Det er altafgørende med en dansktalende leder, der både forstår den lettiske kultur og mentalitet – og samtidig har grafisk og produktionsmæssig indsigt i forhold til de danske kunder, siger Jørgen Hansen.
Sia Par No 1 LV er først og fremmest søsat til at løse produktionstunge og tidskrævende dtp-opgaver som opsætning af annoncer, tilbudsaviser og kataloger. På kundelisten findes allerede en række danske dagblade, fagblade og magasiner, som får lavet grafisk opsætning direkte med Riga-afdelingen.
Udover Riga har Par No 1 afdelinger i Århus og Aalborg, mens hovedsædet er placeret i Viborg. Bureauet beskæftiger 110 medarbejdere, omsætter årligt for 130 mio. kr. og udvikler stærke markedspositioner for blandt andet Kop&Kande, Citroën, Wavin, HTH Køkkener, Merlin, Dansk Metal, SAC Leasing, Fiskars, Raadvad, Økologisk landsforening samt Danish Crown.