Med nøgleord som nordisk look, lyst og venligt og miljøvenlige materialer har Par No 1 i tæt samarbejde med modetøjsvirksomheden selv skabt butikskonceptet til iSay, der i løbet af få år skal implementeres i næsten 50 butikker rundt om i Norden. Den første af de ombyggede butikker åbnede for to uger siden på Fisketorvet i København, og yderligere tre butikker ventes at stå færdige i løbet af september – i hhv. Kristiansand, Hillerød og Helsingborg.
Direktør Jørgen Hansen fra Par No 1 fortæller, at naturelementer og rene linjer har spillet en central rolle i konceptudviklingen:
– Vi er endt med en meget luftig butik, hvor den gode vare er i fokus. Næsten alt inventar sidder på skinner, så man nemt kan bryde op og skabe forandring. Vi har prøvet at tænke den økologiske tanke ind i konceptet, så vidt det var muligt. Men det er næsten umuligt at arbejde 100 pct. økologisk. Derfor har vi lagt stor vægt på bæredygtighed og fair trade-produkter. Gulvet er lavet i bambus, der er en af de hurtigst voksende træsorter i verden, som kan høstes allerede efter fire år, og tøjpodierne er belagt med affaldssten fra marmorbrydning. Nogle ting er ren økologi, som f.eks. prøverummenes forhæng i hør.
Ud over selve butikskonceptet har Par No 1 også været med til at designe emballage og brochurer, i bæredygtige genbrugsmaterialer. Drømmen om en økologisk modebutik følges til dørs i et gennemarbejdet koncept, der dækker alle facetter af markedsføringen for iSay.
pim