Endnu bedre vejr end sidste år, nye butikker i blandt andet Hellerup og i Valby samt flere kunder i de allerede eksisterende butikker var cocktailen, der fik omsætningen til at eksplodere i iskæden Paradis. Hvis bare august og september arter sig nogenlunde, forventer ejeren Thor Thorøe, at årets omsætning vil nå de magiske 25 millioner kroner.
–Vores egne butikker er steget med 20-40 procent i forhold til sidste år, som også var et godt is-år. Samtidig er de nye isbutikker virkelig startet godt, særlig Hellerupbutikken, som har formået at tage konkurrencen op med Lydolph på Strandvejen, forklarer Thor Thorøe og fortsætter:
– Julivejret har næsten været for varmt. De fleste tog jo på stranden, så vores butikker i byen begyndte først at sælge is ved fem tiden om eftermiddagen.
Lige nu er Thor Thorøe fokuseret på at finde franchisetagere til sine butikker på Nørrebro og på Frederiksberg, fordi en ejer af de enkelte butikker er langt bedre og mere ansvarlig end en bestyrer.
Til spørgsmålet om den øgede konkurrence fra isbarer, der dukker op overalt i byen, svarer Thor Thorøe selvsikkert:
– Vores koncept er anderledes end det af Hansen IS og Lydolph, så deres tilstedeværelse øger blot interessen for is, og derfor er jeg kun glad for at se flere isbarer i bybilledet. MSOL