Parkens aktionærer bør tænke sig om, før de sender 500 millioner kroner af sted til at dække enorme underskud i den kriseramte underholdningskoncern, advarer Dansk Aktionærforening. Af de 500 millioner skal 450 sendes direkte videre til Nordea. Og hvis ikke aktionærerne betaler, truer banken med at trække tæppet væk under Parken.
– Der er ikke engang tale om, at skibet er gået læk. Det er jo nærmest brækket midt over. Nordeas fremgangsmåde er samtidig udtryk for, at banken vurderer, at tilstanden i Parken er så elendig, at det er eneste udvej, mener Charlotte Lindholm, direktør i aktionærforeningen.
Parken forudser et underskud på yderligere 100 millioner i 2010. Dansk Aktionærforening frygter, at aktionærerne risikerer at kaste gode penge efter dårlige – og at Parkens sundhedstilstand er langt værre end det billede, som bestyrelse, ledelse og Nordea har præsenteret offentligheden for.
Jyllands-Posten Erhverv side 5.