Planerne om at bygge en multiarena er lagt i bero af folkene bag Parken Sport & Entertainment.
I stedet bruger koncernen nu nogle af sine kræfter på at bygge en scene til ”danske og internationale navne, der er for små til Parkens store stadion-rum og for store til byens øvrige koncertsteder,” står der i pressemeddelelsen.
Lille Arena, som scenen hedder, kommer til at ligge i Parken og vil have plads til 15. – 25.000 tilskuere.
– Vi forudser, at vi i løbet af 2011-12 vil afholde otte til 10 koncerter eller andre arrangementer med tilsammen i størrelsesordenen 150.000-175.000 gæster, som uden Lille Arena ikke ville være afholdt i København, siger Lotte Reimar, administrerende direktør for Parken Venues.
– Den flere millioner kroner store teknologiinvestering i afdækningssystemet forbedrer den visuelle oplevelse i Parken. Samtidig investerer vi i yderligere forbedringer af akustikken. Jeg tror godt, at jeg kan love vores publikum en helt anderledes og meget bedre oplevelse ved de mindre koncerter, som vi oplever et stigende behov for, siger hun.