Det var strid om Flemming Østergaards dobbeltrolle i Parken Sport & Entertainment, der i 2005 fik den respekterede erhvervsmand Peter Højland til at forlade selskabets bestyrelse. Forholdene omkring Flemming Østergaards rolle i selskabet blev kortlagt i 2005, hvor Parkens bestyrelse hyrede det velestimerede advokatfirma Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere til at gennemføre en uvildig undersøgelse, der også skulle kortlægge, om Flemming Østergaards millionhonorarer var i tråd med reglerne. Det var partner og medejer af advokatfirmaet John Korsø Jensen, der fik til opgave at gennemgå Østergaards rolle i Parken med en tættekam. Notatet lå klar 25. april 2005, og konklusionen var rystende klar: Flemming Østergaard besad reelt både posten som formand og direktør på samme tid, hvilket er i strid med aktieselskabsloven. Samtidig stod det klart, at den succesfulde Parken-formands særprægede honorering, der hvert år sikrede ham mange millioner, var i strid med loven såvel som Parkens egne interne regler.
Berlingske Business side 1 + 6-7.