Efter at have gennemført en udbudsrunde blandt en række mediabureauer har Socialdemokratiet valgt nyt mediabureau.

Valget er faldet på OMD (en del af Omnicom Media Group, red.), som har overtaget opgaven med virkning fra 1. maj 2017.

Det var MediaCom, der siden 2014 har haft opgaven, men de valgte ikke at deltage i den nye pitch.

– I vores udvælgelse har vi lagt vægt på høj kvalitet i rådgivningen, gennemsigtighed og prisstruktur samt kemi i samarbejdet. Vi har fået et positivt indtryk af de medvirkende bureauer i processen, men OMD skilte sig særskilt ud som dem, vi vurderer kan give os den bedste sparring, siger Martin Justesen, souschef i Socialdemokratiet.

Hos OMD er der naturligvis glæde over valget:

– Vi er meget glade og stolte over at valget er faldet på OMD. Det er en fantastisk spændende opgave vi har fået, og vi glæder os meget til samarbejdet, siger Peter Gottfredsen, der er adm. direktør for Omnicom Media Group.

Det er Another, der er kreativ partner og leadbureau for Socialdemokratiet. Den opgave fik de kreative folk i 2016, og indtil da var det Per Toftager, der var kreativ sparringspartner.