Hvis de ni partier i det danske folketing var varer i et supermarked, ville de få lov at samle støv på hylderne. Mens den økonomiske krise buldrer derudad, daler danskernes tillid til, at politikerne kan løse problemerne.
Sådan lyder en af konklusionerne på en undersøgelse af de politiske partiers brands, foretaget af ph.d.-stipendiat Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet i samarbejde med Epinion, skriver Politiken mandag.
– Undersøgelsen peger på, at partierne er en blød mellemvare i øjeblikket. Der er ingen, som virkelig skiller sig ud og får blodet til at løbe i årerne på danskerne. Ingen er for alvor sprøde. Selv ikke Venstre, som ellers ligger flot til i meningsmålingerne, ser ud til at begejstre folk,” siger Sigge Winther Nielsen til Politiken.
1.300 danskere er i undersøgelsen blevet spurgt til deres associationer til de enkelte partier, og regner man de tusindvis af svar sammen, bliver vælgernes dom overvejende negativ. Ingen partier når over 50 på en skala fra 0 til 100 i politisk brandværdi.
Politiken