De danske politikere må fortsat ty til de traditionelle medier, hvis de vil af med deres budskaber og søforklaringer.
For selv om de fleste christiansborgensere sikkert drømmer om, at eksempelvis partiernes hjemmesider kunne være en ny kommunikationskanal, hvor de (uimodsagt) fik tid og plads til rigtigt at rutte med ordene, så må det blive ved drømmen.
Således viser en ny rapport fra Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM), at antallet af besøgende på partiernes hjemmesider er stærkt begrænset.
Rapporten viser blandt andet at venstre.dk i 1. kvartal havde lidt over 24.000 brugere, mens nummer to på listen er danskfolkeparti.dk med halvt så mange brugere.
Sf.dk har cirka 17.000, mens vennerne hos socialdemokraterne.dk kun har lidt over 7.000 brugere.
– Tallene viser, at det ikke er på partiernes hjemmesider, at borgerne søger oplysninger og informationer. Hvis man lægger alle partiernes hjemmesider sammen svarer trafikken til hvad danskerne ser og bruger på havenyt.dk, toyota.dk og matas.dk, siger Morten Helveg Petersen, direktør i FDIM.
En anden konklusion er, at det primært er helt uge brugere og de ældre borgere, der bruger tid på partiernes hjemmesider. Danskere mellem 25 og 44 år er derimod stort set fraværende.