Det lykkedes for Wibroe, Duckert & Partners at bevare Unibank-budgettet, og samtidig har bureauet i samarbejde med Ogilvy & Mather samt Taivas/Ogilvy i Finland under navnet Aqvilo vundet det samlede nordiske Nordea-budget. Fusionsbanken skal gennemføre en navneskifte-kampagne til december.
Placeringen af budgettet hos denne konstellation betyder samtidig, at parterne etablerer et nyt nordisk bureau. I første omgang er Aqvilo et bureau-samarbejde, som skal tage sig af Nordea-budgettet. Men man leder efter en adm. dir., og det er tanken, at Aqvilo skal gå på jagt efter andre nordiske kunder som f.eks. SAS og Statoil.
– Og der skal ikke meget til, før vi bemander bureauet kraftigt. Begge parter ser Aqvilo som et stærkt aktiv, siger adm. dir. Jan Duckert, Wibroe, Duckert & Partners.
Partners ejer en tredjedel af Aqvilo, mens O&M ejer to tredjedele. Relationen til O&M i Danmark ser han ikke noget problem i.
– O&Ms ressourcer i Danmark skal da være meget velkomne i samarbejdet, og vi vil f.eks. fremover satse på Ogilvy One, hvis vi skal hente direct marketing ekspertise til andre kunder, siger Jan Duckert.
Han karakteriserer Aqvilo som en formalisering af et samarbejde, som har stået på i et stykke tid mellem bureauerne om Nordea-budgettet.
– Vi har konstateret, at der faktisk ikke er en bureau-gruppe, der er stærk i alle landene. Ogilvy har fornylig fusioneret med det finske bureau Taivas, og dermed er Aqvilo stærkt repræsenteret i alle fire lande, så derfor har vi nu taget den fulde konsekvens og etableret et bureau, som skal satse på de nordiske kunder med afsæt i en stærk repræsentation i alle landene, siger Jan Duckert.
Aqvilo vandt Nordea-budgettet i konkurrence med Grey og Leo Burnett. Aqvilo skal tage sig af strategisk og taktisk massekommunikation, mens Grey har vundet budgettet på direct marketing i hele Norden.
– Ved at satse på tværnordiske bureausamarbejder vil vi opnå en fælles fremtræden i alle lande, når det gælder image, stil og signaler. Samtidige skal det fælles udtryk omsættes i slagkraftige kampagner, der tager højde for lokale konkurrenceforhold og forskellige udgangspunkter, vi har på de forskellige markeder, siger Maj Stjernfeldt, chef for Market Support, Retail Banking.