Nordea har nu afgjort konkurrencen om, hvem der skal være samarbejdspartner på bankens markedsføring. Konkurrencen har henover sommeren stået mellem de tre bureau-grupper, der hidtil har haft fusions-banken i de forskellige nordiske lande, og udfaldet blev, at Wibroe, Duckert & Partners i samarbejde med Ogilvy & Mather samt Taivas/Ogilvy i Finland under navnet Aqvilo skal tage sig af al masskommunikation på både strategisk og taktisk niveau. Den direkte markedsføring er lagt hos Grey, der indgår i den anden af de tre konkurrerende grupper. Konkurrencen har stået mellem Partners/O&M, Grey og Leo Burnett.
Partners/O&M stod også for den første branding-kampagne for Nordea, ogdet bliver nu denne konstellation, som til december skal varetage navneskiftet for alle de lokale banker til Nordea.
Partners har hidtil haft Unibank i Danmark som kunde, men måtte forvente at tabe budgettet – i hvert fald på sigt – hvis ikke det var lykkedes at vinde Nordeas navneskifte-kampagne.
Torben Lausten, der er chef for Group Identity and Communications understreger, at der fortsat skal arbejdes meget med lokale kampagner.
– Det har været et svært valg, for alle bureauerne har været utroligt gode, siger Torben Laustsen
– Ved at satse på tværnordiske bureausamarbejder vil vi opnå en fælles fremtræden i alle lande, når det gælder image, stil og signaler. Samtidige skal det fælles udtryk omsættes i slagkraftige kampagner, der tager højde for lokale konkurrenceforhold og forskellige udgangspunkter, vi har på de forskellige markeder, siger Maj Stjernfeldt, chef for Market Support, Retail Banking. fin