Trods krise-klynk i markedet går det nærmest konstant fremad for Hjaltelin Stahl.

Flere nye kunder er kommet til, og cross-media bureauet ansætter og ansætter.

Senest er kontaktdirektør Jesper Jørgensen og projektleder Pernille Warneke hentet fra Wibroe, Duckert & Partners.

I januar tiltrådte Mette Hørdum som strategisk planner og kontaktdirektør sammen med Marianne Hjaltelin, der er strategisk planner.

Hvad sker der? Har I ikke opdaget krisen?

– Vi havde i 2013 succes med at få nye kunder i butikken, hvilket har betydet, at vi er vokset på det seneste. Så vi tilpasser løbende vores kompetencer til at matche kundernes behov og de nye opgaver, vi bliver sat til at løse. Vi fik afsluttet 2013 nogenlunde og er kommet flyvende ind i 2014, så vi klager ikke, siger Jens Peter Jensen, senior partner.

Hvis du skal pege på et element, hvor I har ramt plet, hvad er så det?

– Når man er et cross media bureau, skal vi lykkes på mange fronter. Og jo mere vi øver os gennem årene, desto heldigere bliver vi. Så der er ikke kun tale om et eller to områder, der bærer væksten.

– Men skal jeg endelig fremhæve noget, har vi rigtig godt gang i vores arbejde med kundeklubber, dialog og e-mail marketing, hvor vi bl.a. arbejder med Københavns Lufthavne og Sportmaster.

– Det er til vores dialog-direktør Jonas Sylvests team, at Jesper (Jørgensen) nu er hyret ind. Jesper var jo med i det nu lukkede DialoguePeople, og før det i Wunderman. Skulle jeg også fremhæve andre indsatser, har vi pæn fremgang i forretningsområdet social media.

Så kan du jo bare slumre videre og lade andre bureauer knokle med krisen?

– Rolig nu. Vi glæder os over den nuværende situation, men bureauverden er som bekendt foranderlig, så vi sover fortsat med støvlerne på, slutter Jens Peter Jensen.