I går skrev markedsforing.dk, at Lotto-budgettet bl.a. blev vundet af Wibroe, Duckert & Partners, fordi bureauet lovede en omsætningsfremgang til et af Danske Spils brands, der indtil videre ikke har solgt så godt som forventet.
‒ Det passer ganske enkelt ikke, siger Linda Frøkjær, markedschef hos Danske Spil. ”Vi har valgt Partners til at løse kommunikationsopgaven omkring Lotto-budgettet, simpelthen fordi vi mener, at Partners har givet os det bedste kreative løsningsforslag. Det er en standard-aftale uden indbyggede incentives.”
Twisten skyldes, at Danske Spils CFO Dennis Kilian på Markedsføringsdagen ifølge to uafhængige kilder, herunder vores skribent Anders Christiansen, skulle have sagt, at et nyt element ved Lotto-aftalen var, at Partners får bonus for at nå foruddefinerede mål for salget.
‒ Jeg ønsker ikke at kaste smuds ind i en diskussion, hvor påstand står mod påstand. Og Dennis Kilian fortæller mig, at han bestemt ikke har sagt, at Partners får incentives for veludført gerning. Men lad det nu ligge. Jeg garanterer for, at Partners ikke får en speciel bonus for at løse opgaven for os, og det er mig, der har indgået aftalen, slutter Linda Frøkjær.