Wibroe, Dukert & Partners fortsætter oprustningen.
Denne gang er det Jesper Schmidt, der hentes ind fra DDB som endnu en kreativ direktør, så Partners nu har Henrik Juul på toppen som kreativ chef for både Partners og hele PeopleGroup til at bestyre et solidt team bestående af blandt andre Thomas Torp, Rasmus Moltke og nu Jesper Schmidt som kreative spydspidser.
Hvis bureauet var et ishockeyhold, ville man kalde det for en formidabel A-kæde.
Jesper Schmidt er en meget dygtig og helt klassisk idé-udvikler samtidig med, at han også er en mester i at eksekvere idéerne. Desuden har han den digitale kommunikation helt inde på rygraden. Tabet af hans kvaliteter kan sætte DDB noget tilbage, indtil direktøren Johnny Henriksen finder en kvalificeret afløser.
Jesper Schmidt kom til DDB som kreativ direktør i 2009 fra Robert/Boisen, netop for at sparke liv i bureauets kreative kræfter. Og det lykkedes.
Ved årets Creative Circle opnåede DDB 13 nomineringer og fire statuetter og blev dermed Danmarks femte mest vindende bureau. DDB har i øvrigt indsendt 12 bidrag til årets Cannes Lions-festival, der begynder om en god uge.
– Det er da ærgerligt, for Jesper har bidraget godt hos os igennem halvandet år, men vi er vant til at levere talentmasse til branchen, og det lever vi fint med. Vi har ingen panik, fordi vi har gode senior kreative, der dækker kunderne af, siger Johnny Henriksen, adm. direktør hos DDB Danmark.
Der er ellers gang i rokaderne i branchen?
– De sidste 8-12 måneder har været utrolige. Partners, Saatchi, Halbye Kaag og Mensch har købt ind, og det er da bekymrende, at senior folkene rykker rundt med en stigende hastighed. Men dybest set fortæller det vel, at der er ved at være gang i branchen igen, ellers har bureauerne jo ikke råd til at betale lønningerne. Det er ikke gratis at flytte en senior kreativ.
Skal du ud og købe ind?
– Vi tager det stille og roligt. Vi har særdeles dygtige folk, og jeg overvejer en intern løsning. Men jeg sonderer da også markedet for muligheder, men det skal altså være en person, der tilfører bureauet noget ekstra, slutter Johnny Henriksen.