Ifølge TNS Gallup TV-Meter fulgte 882.000 seere med på Kanal 5, da det danske fodboldlandshold fik prygl af Zlatan & Co. i Stockholm i lørdags.
Det er et ganske fint seertal for den kommercielle tv-station, og mon ikke lige så mange ser med, når det i aften endelig afgøres, om Sverige eller Danmark skal med til EM-slutrunden i Frankrig næste år?
Nu er der jo tale om et ”arvefjende”-opgør, så det skorter ikke på provokationer mellem de to lande op til aftenens kamp. Slet ikke på de sociale medier.
En af de mere interessante af slagsen kommer fra Sveriges Kanal 5, der har delt en video-advarsel på Facebook med skuespilleren Mikael Persbrandt.
Han tæller ned til kampen med en klassisk monolog fra Lars von Triers tv-serie “Riget”.
Det skal også ses som et modsvar til en video fra DR Sporten, der før lørdagens kamp i Stockholm tog en tur til Skåne og klistrede Nicklas Bendtner-ansigter over plakater med svenskernes angrebs-es Zlatan Ibrahimovic.
På Facebook blev den præsenteret med ordene: “Skåne er dansk igen! Your move, Sverige, SVT, Sveriges Radio og Zlatan Ibrahimovic…
Skåne er dansk igen!Your move, Sverige, SVT, Sveriges Radio og Zlatan Ibrahimovic… 🙂
Opslået af DR Sporten på 11. november 2015
Derudover var danske Kanal 5 også på pletten med en video, hvor Ikea-møbler blev smadret, Abba-plader brændt og – ikke mindst – en Pippi Langstrømpe-dukke blev halshugget af en lille pige.
Kun Sverige står i vejen for EM i Frankrig!Hvordan knækker vi svensken?#MereEndEnKampPå lørdag fra 10.00 på Kanal 5.
Opslået af Kanal 5 på 10. november 2015
Ifølge Dan Panas, pressechef for Discovery Networks Sweden, skal videoen også vises i optakten til kampen i aften.
– Vi gør det lidt mere sofistikeret, lyder det fra ham ifølge Dagens Media, da han bliver bedt om at forholde sig til Persbrandt-filmen kontra de danske film.
Det kan der måske være noget om. God kamp.