Domænehajer er i de seneste år er begyndt at benytte nye og avancerede metoder for populært sagt at hacke sig ind og snylte på andres brands.
Det skriver dagbladet Børsen
Uanset om en domænehaj går efter penge, oplysninger eller alt muligt andet, er udgangspunktet ret lavpraktisk.
Vedkommende opsnuser – og køber – webadresser, som ligner et kendt firmas rigtige adresse – bare med noget, der indeholder en stavefejl.
Vi netbrugere laver nemlig masser af slåfejl, når vi indtaster webadresser. Så har en virksomhed ikke sørget for at sikre sig alle de domæner, der så at sige ligger omkring den ægte vare – ja, så lever den livet farligt ude i cyberspace.
Den risiko turde man ikke løbe hos det lille danske spilfirma Art of Crime, som for kort tid siden lancerede online-spillet Huxville i en række lande. Et spil, der henvender sig til børn på ti år.
– Vi kan f.eks. ikke leve med, at en tastefejl sender et barn ind på en side med porno. Så i forbindelse med lanceringen af Huxville har vi derfor opkøbt i alt 255 domæner, siger Anders Raft, domæneansvarlig i Art of Crime.
Børsen