Kampen om kunderne spidser til. Markedsførings Trends-analyse åbnede for slagsmålet med tesen om, at dels insourcer de store annoncører flere og flere kompetencer, og dels efterspørger de netop ikke primært digitale bureauer, når de køber sparring ind til online-kampagner.
Påstanden er faldet digital-folkene hos Konstellation for brystet.
– Vores erfaring er, at virksomhederne ofte sidder med uløste behov på online-delen af markedsføringen, og de vil meget gerne købe kvalificeret input hos os − og andre specialbureauer, siger Nikolaj Fremming, nyansat kreativ chef hos Konstellation.
− Sat på spidsen vil jeg hellere påstå, at de digitale bureauer så småt ånder de store, traditionelle reklamebureauer i nakken, mens de ”gammeldags” reklamebureauer forsøger at stable en digital kompetence på benene. De digitale bureauer er ofte langt foran udviklingen, når det gælder nye platforme, og derfor går udviklingen præcis den modsatte vej. Vi klæder os bedre på, kreativt og strategisk, og ikke mindst med hensyn til offline-kommunikation for at matche kundernes behov om at komme bredt ud, fortsætter Nikolaj Fremming, der har 15 års bureauerfaring fra traditionelle bureauer, og i de sidste fire år har siddet i juryen til Dansk Internet Awards,
Udfordringen er jo, at det er dyrt at købe kreativ og strategisk kraft, mens det er relativt billigt at købe online-specialister. Tror du, at de mindre bureauer har råd til at investere tilstrækkeligt til at matche full-service-bureauerne?
− Vi har hverken råd til − eller ønsker − at etablere 3-4 teams med frisk kreativ og strategisk kraft i hvert team. Men vores påstand er, at vi ved at tage et skridt ad gangen, der begynder med ét stærkt team, hen ad vejen får ressourcer til at levere hele den palet af kompetencer, en stor annoncør ønsker sig. Det gør vi i det mindste, og foreløbig går det fint, siger Nikolaj Flemming og henviser til, at Konstellation på fire år er gået fra fire til 16 medarbejdere.
Konstellation har løst opgaver for blandt andre Carlsberg, Nissan og Hasselblad, der helt konkret har haft brug for et stærkt hold af digitale specialister, der får tingene til at ske, men hvor løsningerne også er tænk ind i kreative og strategiske koncepter.
− Til gengæld er jeg enig i den underliggende påstand i Trends-analysen, der spår, at virksomhederne i fremtiden formentlig efterspørger flere og flere samarbejdspartnere, så de fra opgave til opgave henter den specialkompetence, der skal til for at løse en bestemt opgave, slutter Nikolaj Flemming, der tilføjer, at bureauet har været igennem en konsolidering det seneste års tid, og igen er i gang med at opruste yderligere.