Cykelhjelmene har for længst vundet indpas på toppen af hovederne på Danmarks fremtid, børnene, men på landets cykelstier er stadig langt mellem dem, som vælger at beskytte hjernen.

Oftest ses cykelhjelmene blot som en del af det omfattende udstyr hos de letgenkendelige cykelrytter-wannabees, men nu skal en ny kampagne forsøge at gøre op med hjelmens meget lave coolness-faktor.

Kampagnen kører under overskriften ”Hjælp en Hjelmløs” og bag den står Rådet for Sikker Trafik, der har fået hjælp af det lille purpose-bureau Klein-Rock og Rethink til at løfte opgaven.

Det har blandt andet givet sig udslag i et opslag på København Universitets Facebook-side, hvor budskabet lyder: ”Vi arbejder stenhårdt på at fylde kloge ting i hovederne på alle vores studerende. Så tag lige og pas på dem, tak”.

Derudover omfatter kampagnen en pop-up-shop i gården på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (CSS) ved Københavns Universitet fra i dag og frem til den 11. september.

Ud over et tilbud om at købe en cykelhjelm til en halvtredser, skal de studerende lokkes til at pakke hovedet ind i en cykelhjelm med gratis, friskbrygget kaffe og en mulighed for at vinde biografbilletter ved hjælp af kampagnen.

Hvorfor tror du, at dette kan flytte noget?

– Af flere grunde. Vi taler for det første til de unge, hvor de er og i deres tone. Derudover er der ingen løftede pegefingre, men blot en kærlig påmindelse om, at det vil være fornuftigt at beskytte al den nye viden, som man samler op, når man tager cyklen, siger Martin Meik, der står i spidsen for Klein-Rock.

Hos Rådet for Sikker Trafik fortæller Michelle Lykke Laviolette, senior kampagneprojektleder, at der fra morgenstunden har været masser at se til på standen.

– Det er så fedt. Folk står i kø for at høre om tilbuddet, så vi er kommet i godt i gang, fortæller hun.

Tilbuddet omfatter bl.a. muligheden for at købe en cykelhjelm, der normalt koster 500 kroner for en halvtredser. Resten betales af TrygFonden.

Hun betegner kampagnen som en form for nudging, hvor de unge studerende skal puffes kærligt til at tage en beslutning, der kan få betydning for resten af deres liv.

– De studerende er på et sted i livet, hvor de er i opbrud og er påvirkelige, så det her er det helt rigtige tidspunkt at fange deres interesse, siger hun.

Hun fortæller, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvorvidt kampagnen skal rulles ud i hele landet.

– Vi evaluerer selvfølgelig på effekten af kampagen. Vi kender resultatet om tre til seks måneder. Så kan det ikke udelukkes, at noget lignende rulles ud nationalt, slutter Michelle Lykke Laviolette.