Priserne kan være pakket godt ind, når der skal lokkes til sild og snaps, og den går ikke, mener brancheforeningen Horesta.

Foreningens medlemmer har gjort Horesta opmærksom på, at flere eventbureauer annoncerer med julefrokostarrangementer til priser ekskl. moms, selvom det tydeligt fremgår i flere af annoncerne, at private selskaber også er velkomne.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ifølge markedsføringsloven skal erhvervsdrivende oplyse den samlede pris inklusiv moms, når de annoncerer over for forbrugere.

Derfor mener Horesta, at annoncerne er i strid med markedsføringsloven, og har henvendt sig til Forbrugerombudsmanden med tre annoncer, som de mener, er ulovlige.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er det uklart, hvilken pris du skal betale, hvis du som privatperson ønsker at benytte dig af julefrokosttilbuddet.

 

Fagbladet 3F/Epn.dk