Budskabet er klart: avisernes boligsektioner er for osere. Seriøse boligkøbere vil klikke sig ind på Tinde for at finde drømmeboligen. Her kan man via søgekriterier i ro og mag lede mellem 9000 boliger fra 600 ejendomsmæglere i hele landet.
Hver søndag når de tonstunge boligsektioner lander på måtten, aser potentielle boligkøbere og oserne ikke mindst, ud og ser på de samme boliger. Hvis man er seriøs og ser på et hus, sammen med 20 andre, er det så som så med at checke forholdene – så som naboer, byggesjusk m.v. Det handler om at få underskrevet kontrakten før de andre. Og derved kan man komme til at købe “katten i sækken“. For hvad hvis din nye nabo – omgivet af sine havenisser, synger østrigske slagere i haven hver søndag eftermiddag, eller underboen får et hysterisk anfald, bare du kommer til at tabe en af dine morgensutter på gulvet.
Det er hvad der kan ske, hvis man ikke giver sig god tid til at finde drømmeboligen. Ikke nogen rar situationen, men virkeligheden i tv-kampagnen fra Tinde, som reklamebureauet Umwelt står bag.

BENHåRD POSITIONERING
– Normalt er kampagnerne fra ejendomsmæglerkæderne meget lykkelige, vi har valgt at gå den anden vej med “hvad nu hvis…“ selvfølgelig med en meget ironisk undertone. Vi går simpelthen ud og fortæller hvad der kan ske, hvis man vælger ikkeat søge sin bolig gennem Tinde, fortæller ADer Marie Bonnesenn fra Umwelt.
Tinde er også meget mere end boligsøgning, hvilket man i første omgang, ifølge kontaktchef Uffe Korsemann, har valgt ikke at kommunikere i kampagnen.
– Vi har i første omgang valgt at positionere Tinde benhårdt op imod søndagsavisernes boligtillæg. Og så tror vi på, at når først folk får klikket sig ind på boligportalen, vil de hurtigt få øje på alle de andre muligheder der findes af hjælp i forbindelse med købsprocessen.

BOLIGPORTAL M.M….
Tinde er norsk og blev etableret i Norge i 1996. Boligportalen m.m. er etableret på det engelske marked, og nu altså også i Danmark. Der er tale om en boligportal, men også om et sted, hvor man kan finde en masse anden information der relaterer sig til købsprocessen, også når man er flyttet.
– Årsagen til at portalen er udbygget med andet og mere end boliger er, at vores analyser fra brugere har vist at de boligsøgende i gennemsnit bruger mere end 100.000 kr. indenfor 6-8 måneder efter indflytning. Og at de er interesserede i at finde leverandører af de ting de har brug for. Ligeledes er der behov for en række finansielle og juridiske ydelser i forbindelse med et boligskift. Alt det har vi i forbindelse med samarbejdspartnere samlet på portalen, der er delt op i tre kategorier: boligjagten, købsprocessen og mit hjem, fortæller salgsdirektør Henrik Steen Madsen fra Tinde Danmark A/S.
Hos Tinde satser man på at tallet vil ligge omkring 25.000 unikke brugere per uge, når kampagnen kører, og derefter er ambitionen at ligge på over 50.000 unikke brugere per uge.
Kampagnen er koncentreret om forårets boligjagt, der starter op til bededagsferien. Kampagnen vil blive understøttet af bannerannnoncer i samme stil som tv-kampagnen, samt forhandlermateriale.