På den ene scene optrådte Politiets Efterretningstjeneste med en terror-konference, som var åben for pressen. Forestillingen blev opført i PET’s nye hovedkvarter og var helt tydeligt en del af den mere åbne informationspolitik, som PET-chef Lars Findsen anlægger.
På den anden tribune – helsider i dagspressen – var der reprise på Dansk Politiforbunds operette Send Flere Penge. Scenografien var lagt i hænderne på Bates, der med opfindsomme skilte som ”Røveri bedes anmeldt 14 dage i forvejen” placerede skylden for, at politiet ikke er i stand til at løse de elementære opgaver, som borgerne forventer.
Og på den tredje forhøjning stod justitsmoster Lene Espersen med en ny bestemmelse om, at det skal være forbudt at gå med schweizerkniv, og at politiet har ret til at antaste folk og ransage deres lommer. Det skal ikke længere være nødvendigt at anholde folk for at kropsvisitere dem, og så undgår politiet også at betale erstatning for uberettigede indgreb i borgernes frihed.
Politiforbundet anlægger en aktivistisk stil og opfordrer borgerne til at sende protestmail til Justitsministeriet og Finansministeriet. Der var sågar planlagt en demonstration, men den blev aflyst. Årsagen var muligvis, at der ikke kunne skaffes mandskab til at overvåge den. I retorikken antydes, at korpsets medlemmer er utilfredse med de politisk dikterede opgaver. Det var krænkende for den generelle retssikkerhed, at der skulle udkommanderes flere tusinde betjente til Fogh Rasmussens storstilede Europa-show i Bella-fortet i december 2002.
Nu er der heldigvis længe til, at Danmark igen skal være vært for en sådan forestilling – måske sker det aldrig mere, det kommer an på, hvordan EU-traktaten bliver skruet sammen. Hvis de ærede statsoverhoveder er så bange for deres skind, hvad der selvfølgelig kan være mange grunde til, burde de udsøge sig mødeområder, hvor de kan sjakre i fred og med et minimum af politiopdækning. Et fast konferencecenter på en mindre ø ville spare rigtig mang e millioner. I det daglige er der afsat 15 mand til at passe på statsministerens bopæl, så vore toppolitikere lever i forvejen i et gyldent fængsel. For fru Larsen, der er blevet overfaldet og plyndret af en gadebande, er det svært at forstå, at det er vigtigere at holde øje med Fogh Rasmussens træhus i Nærum end at fange de banditter, der har krænket hende.
Det er også disse strenge, Politiforbundet anslår i deres annoncer med slaglinien ”At spare på tryghed er dummere end politiet tillader”. For første gang indrømmer betjentenes forening, at kun en ud af fem forbrydelser opklares, hvilket ville være en plet på medlemmernes ære, hvis det ikke lige var, at politikerne har skylden for, at politiet ikke kommer, når man kalder. Man vil ”redde en god dansk tradition, hvor politifolk færdes på gaden med sjæl og glimt i øjenkrogen – og ikke en indsatsdragt med visir”.
I filmen ”Panserbasse” fra 1936 spillede Ib Schønberg den gemytlige gadebetjent, som sørger for ro og orden. Herfra stammer sangen ”Å, jeg er så glad i dag, livet er så let, lykken er på vej. Å, jeg er så glad i dag, ih, hvor skal jeg more mig – ! Jeg har gode venner nok, se nu bare ham – ! Han er som en bror. Skønt han er et lille pjok, så er han i sandhed stor. Jeg elsker min gerning, det passer mig bedst at gøre hver eneste hverdag til fest – !” Sådan er ”den gode danske tradition”, og derfor skal politiet være synligt fremfor at sidde på kontor og drikke kaffe med basser. Det usynlige politi, efterretningstjenesten, har andre opgaver og metoder og er helt tydeligt i færd med en langsigtet offensiv, der skal legitimere dets terroristbekæmpende virke (og sikre rundhåndede bevillinger).
En del af de penge, politiet ønsker sig, skal gå til betaling af de utallige overarbejdstimer, der har hobet sig op. Så de giver ikke i sig selv mere tryghed. Hvis politiforbundet virkelig var interesseret i forandring og fornyelse, burde det være storsindet og eftergive milliongælden. Vi kan alle blive udsat for overarbejde uden at være sikre på at få kompensa tion, og med den tryghed i jobbet, betjentene nyder godt af, kunne de godt være lidt generøse og erklære, at de slår en streg over den manko, som samfundet ubesindigt har oparbejdet ved at kræve tusindvis af skildvagter til en håndfuld statsledere og ved at rende rundt ude i Christiania og gøre sig til grin.
Det ville vække respekt og sympati, hvis en stor gruppe af offentligt ansatte på denne måde erkendte sit ansvar og fortalte det i helsideannoncer: ”Vi knækker krævekurven”. Men det er lige så usandsynligt som snestorm i august.