Det nye supersygehus i Nordsjælland skal stå klar i 2020. Og Nyt Hospital Nordsjælland har valgt innovationsbureauet Hatch & Bloom som samarbejdspartner i processen.
Det er Herzog & de Meuron, der har designet hospitalet i samarbejde med det danske arkitektfirma Vilhelm Lauritzen, og hospitalet bliver deres første projekt i Skandinavien. Det schweizisk baserede arkitektfirma er især kendt for det olympiske stadion (”Fuglereden”) i Beijing, VitraHaus og Tate Modern i London.
Nu kobles innovationsbureaet Hatch & Bloom på sygehus-projektet i et samarbejde, der omfatter udvikling af strategisk kommunikation og servicedesign på en række områder.
– Vi har fået en unik mulighed for at være med til at forme fremtidens hospital gennem brugerdreven innovation, forklarer Jacob Fruensgaard Øe, partner fra Hatch & Bloom,.
– Både ledelse og medarbejdere på hospitalet er ekstremt ambitiøse og ønsker et hospital, der tager udgangspunkt i patientens behov, forklarer han.
Vice- og projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland, Henrik Schødts, fortæller:
– Projektet bliver skelsættende for behandling af patienter de næste 30-40 år, og vi ønsker at skabe et referenceværk for, hvordan et hospital kan udvikle den bedste behandling gennem et dedikeret fokus på patienten.
Om valget af Hatch & Bloom peger Henrik Schødts på bureauets erfaring med brugerdreven innovation inden for komplekse områder.
– Hospitalet er meget inspireret af metoderne og mindsettet fra bl.a. Silicon Valley, hvor man i mange år har arbejdet med brugerdreven innovation og designtænkning, siger Henrik Schødts. ”Vi ville gerne have et dansk bureau med netop denne ekspertise, så valget var enkelt.”