Cannes Lions 2013 indledes søndag, og mandag eftermiddag kl. 16.00 åbner Pavillon Danois med velkomst og Happy Hour indtil kl. 19.00. Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef hos TV 2 og repræsentant for Cannes Lions i Danmark, er meget tilfreds med, at Pavillon Danois gentages.
– Det er et utroligt vigtigt initiativ, som samler danskerne i Cannes, og som markerer vores ambitioner om at vise kreative styrker mere åbent frem på en global markedsplads, siger Jacob Fischer-Nielsen.
Han bakkes op af Niels Heilberg, formand for Creative Circle.
– En ting er, at de danske delegates hver dag bliver fyldt til bristepunktet med inspiration og innovation inden for kreativitet – en anden og lige så vigtig ting er, at de får mulighed for at diskutere inputtene med deres branchekolleger og kunder, så de er godt rustet til at tage den viden med hjem og omsætte den til forretning. Derfor er Pavillon Danois here to stay, siger han.
Michael Raffnsøe, Huset Markedsføring, fortæller på samme tid og sted om planerne og meningen med Pavillon Danois:
– Vi har ændret rutinerne i forhold til sidste år. Fra tirsdag til fredag serveres kaffe og croissanter hver morgen fra kl. 09.00. Derefter, kl. 09.30, trakterer vi med ”dagens interview”, hvor vi har samlet et super spændende program.
– Efter det daglige morgenmøde med inspiration og mulighed for at drøfte dagens emner med det indbudte interview-offer, kan de gæster, der har lyst til mere samvær, blive og slappe af. Pavillonen er bemandet, og vi har Happy Hour hver dag fra kl. 16.00 til kl. 19.00. Carlsberg er den glade giver, hvilket vi takker for.
Onsdag byder en af sponsorerne – Ekstra Bladet – velkommen kl. 09.00 med en spændende debat omkring mobile marketing. Her kan du møde Natasha Friis Saxberg, som er forfatter til Homo Digitalis.
Ministeren kigger forbi
Torsdagen bliver speciel i den forstand, at vi har ministerbesøg. Pia Olsen Dyhr, handels- og investeringsminister, deltager i morgen-sessionen, inviteret af Kreativitet & Kommunikation. Pia Olsen Dyhr er naturligvis interesseret i at snuse lidt til verdens bedste reklamer, og tankerne bag den ypperste markedsføring. Vi agter naturligvis at overbevise hende om, at kommerciel kommunikation er særdeles værdiskabende.
Marketing er for de hurtige, de agile kunne vi skrive, og de viljestærke, og det honoreres med den årlige fodbold-turnering. Den løber over tirsdagen og onsdagen. De nærmere detaljer om tilmelding følger. Jon Kofoed Nedza har tjek på det.
Spørg endelig løs, hvis der skulle være det mindste. Jon er manden, der har svaret på alt. Og har han ikke, ved han, hvem der har. Vi har forhåbentlig et bedre ”hul” til æteren i år, end Orange leverede sidste år. Pavillon Danois kan også bruges til at downloade mails osv., så mobilregningen også får lidt ferie.
Pavillon Danois ligger 150 meter nord for Palais de Festival på Le Goeland stranden. Velkommen til et forhåbentligt super løve-år. Med otte løver var 2012 det bedste danske år ved VM for Reklame. Lad os se, hvad den næste uge bringer.
Pavillon Danois er arrangeret af Huset Markedsføring, TV 2, Creative Circle, og vi har sponsorer på, nemlig Børsen, Kreativitet & Kommunikation og Carlsberg.
Lidt praktisk:
Til dem der tweeter, så er hashtagget #canneslionsdk
Skal i internationelt ud, så hedder det “bare” #canneslions