Flere forudsigelser peger som bekendt på, at trafikken fra mobile enheder om få år overhaler den “almindelige” online trafik. Det samme gælder salg af varer eller tjenesteydelser på nettet.

Derfor er SmartWeb gået sammen med betalingstjenesten PayPal om at levere en betalingsløsning, som gør det lettere for e-handelsbutikker at indføre mobil betaling.

I 2012 forventes væksten i internethandel fra mobile enheder nemlig at stige 62 pct. i Europa og 14 pct. i Danmark.

– Derfor er det afgørende for vores kunder, at vi kan hjælpe med en sikker og enkel løsning her og nu, siger Rasmus Graversen, direktør i SmartWeb.

Lars Green, salgsansvarlig for PayPal Danmark, hæfter sig ved de konkurrencemæssige fordele

– Danske virksomheder kommer til at miste markedsandele online, hvis de ikke gør sig klar til salget via smartphones. Hos PayPal er vi glade for samarbejdet med SmartWeb og for at kunne fjerne nogle af de barrierer, der er ved at sælge via mobiltelefonen i Danmark, siger han.

Han mener, at det med det fælles initiativ bliver muligt for virksomheder at lancere en mobilhandelsløsning uden at tage en krone op af lommen.

– SmartWeb’s software håndterer præsentation af varer og købsproces på mobilen, mens PayPal formidler forbrugernes betaling med kreditkort direkte på mobilen, siger han.