De må kunne et eller andet hos Bates Y&R.
I går jublede Jacob Hastedt & Co over landingen af lead-budgettet for TrygVestas nye nordiske kommunikation. Og i dag er det så PBS (Pengeinstitutternes Betalingsservice, red.), der lægger udviklingen af lead-kommunikation i hænderne på bureauet på Landemærket.
Også den udfordring dækker hele det nordiske marked, fordi PBS er fusioneret med to norske virksomheder, BBS og Teller, der markedsfører stort set de samme produkter som PBS.
Men ud over Norden sigter den nye fusion også mod Baltikum.
Det nye og større PBS skal være førende i Norden og på de baltiske markeder inden for alle former for betalingsformidling, så derfor skal Bates udvikle en omfattende re-branding af det nye set up under et endnu ikke valgt navn.
– Opgaven lyder i første omgang på at gennemføre en større corporate brand proces, og herunder beslutte hvilken profil og strategi, vi går til markedet med i fremtiden. Når først den opgave er gennemført, tager vi stilling til, hvordan de næste trin i processen udvikler sig, siger koncernmarketingdirektør Trine Tirsgaard.
Hvorfor blev det Bates, der vandt, og skete det via en regulær konkurrence?
– Nej, vi gennemførte ikke en konkurrence i traditionel forstand. Så bureauerne blev ikke bedt om at fremlægge en løsning på en konkret brief. Vi evaluerede de to bureauer, vi havde inviteret, og den evaluering faldt ud til Bates’ fordel.
– Vi har stadig en række andre samarbejdspartnere, som vi kan trække ind, når vi går i gang med de forskellige marketing-tiltag. Foreløbig er Bates leadbureau på udviklingen af vort corporate brand, fortsætter Trine Tirsgaard.
Da Bates har stærke relationer til partnere i de nordiske lande, var det medvirkende årsag til, at det danske bureau vandt qua sigtet mod de fire nordiske markeder plus Baltikum.
Noget tilsvarende var del af argumentationen, da Bates via selvsamme netværk vandt TrygVesta-kommunikationen.
Processen er hverken let eller enkel, når Bates skal analysere de forskellige markeder, før bureauet kommer med et bud på det nye navn og eksekvering af kommunikationen. Ikke desto mindre er Jacob Hastedt, administrerende direktør hos Bates Y&R en glad mand:
– Jeg er taknemmelig for, at vi har landet to så gode kunder som TrygVesta og PBS. Man kan ikke afvise, at vi skal opruste hen ad vejen. Det har været en ganske god begyndelse på 2010.
Resultatet af PBS’ nye corporate strategi vil først blive synligt i andet halvår 2010.