Reklamebureauet Raffinaderiet og produktionsselskabet har været på Elfensbenskysten for at optage en reklamefilm for FN’s Flygtningehøjkommisariat, UNHCR. Optagelserne fandt sted 50 kilometer fra grænsen til Liberia med flygninge fra den liberianske borgerkrig.
Filmen er blevet til i samarbejde med den interationale volley-ball organisation FIVB (Federation International de Volleyball), og skal markedsføre et projekt, hvor FIVB stiller volley-bolde, net og trænere til rådighed for flygtninglejre over hele verden.
Strategien fra UNHCR’s side er også at vise et andet billede af flygtninge, og at det virkelig hjælper noget at hjælpe.
– Når man ser billeder fra flygtningelejre, ser man altid små børn med fluer i øjnene. Sådan ser situationen i Afrika ikke ud, fortæller Mogens Damgaard fra Raffinaderiet.
– Flygtningelejrene mangler hverken mad, medicin eller skoleundervisning. Men flygningene keder sig, og der er behov for at arbejde med den sociale side af flygtningeproblemet. Derfor har UNHCR og FIVB iværksat et pilotprojekt, hvor man håber at gøre andre holdsportorganisationer interesseret i at få øjnene op for den teambuilding det giver i flygtningelejrene at være sammen om en sport.
– Børnene har masser af energi, og de lærer at spille volley-ball i løbet af et par dage. Efter et par uger spiller de det ganske godt.
Filmen skal vises over hele verden på public service og nationale TV-stationer. Desuden vil filmen blive vist i forbindelse med transmissioner fra world league-kampe i volley-ball. Filmen oversættes foreløbig til 12 sprog.
Filmen er instrueret af Martin Aamund, Anders Berggreen er producer og fotografen er Jen Jacob Thorsen.
Hverken Atlas Film eller Raffinaderiet spinder guld på denne opgave.
– Der er tale om ren con-amore, og vi arbejder alle helt gratis. Til gengæld er der ikke sparet på produktionen, og det er jo heller ikke hver dag man får lov at lave en film, der bliver vist i hele verden, slutter Mogens Damgaard.