Vi, der voksede op i 1950’erne, betragtede Andens And & Co. som et af ugens højde- og lyspunkter, hvilket blandt andet Dan TurŠll har redegjort for. En klassiker var solohæftet “Jul i Pengeløse”. Denne købstad, som ellers ikke spiller en fremtrædende rolle på Disney-landkortet, må have haft en avis, og denne association opstår, fordi gratisaviserne marcherer frem og styrker indtrykket af, at nyheder ikke behøver at koste noget.

En af LO’s undskyldninger for at investere 22 millioner kroner i MetroXpress, Københavns første gratismorgenavis, var hensynet til den læsesvage del af befolkningen, som gennem daglig træning kunne tænkes at gå videre til stærkere stof i betalingsaviser, dog ikke det i graven lagte Aktuelt, i hvis tomme lokaler man endnu finder den weekendavis (løssalg: 25 kr.), som ikke er spændende nok til at stjæle tid fra andre teksttunge tidender. End ikke Hans Jensens 22 millioner ville formentlig kunne have løftet Weekend.Nu (af mange omtalt som Det Ny Aktuelt eller Aktuelts afløser), som trods gode viljer næppe formår at skabe opsving i et vigende marked. I pressepluralismens navn krydser vi fingre.

I kølvandet på gratis-bølgen, der udover MetroXpress og Urban – bli’r det en appelsin i den berlingske turban? – også omfatter gamle kendinge som lokalaviserne, Søndagsavisen og Erhvervsbladet, fik København lige så stille en eftermiddagsavis i uge 42. Den er på fire sider i «A4 falset lodret og på fortrykt papir med CNN.dk i rødt og fire blå streger og lyseblå felter, og den rummer friske nyheder med klokkeslæt: “17 soldater dræbt efter eksplosion på thailandsk våbendepot. Verden kl. 13,57”. I alt er der plads til syv nyheder, vejrudsigter for København, Odense, Århus og Esbjerg , en meningsmåling, en liste over øvrige nyheder på CNN.dk , et tilbud om gratis breaking news online samt en kolofon, som dog mangler navnet på den ansvarshavende redaktør. Hun hedder Kerrin Linde, oplyser marketingchef Mette Karbo.

Syv aktuelle artikler i kort telegramstil gør det til en avis, der er endda plads til et mini-foto fra en afghansk flygtningelejr på forsiden. For 200 år siden var aviserne også på fire sider, og de var sat med løse blytyper, bogstav for bogstav. Dengang tog det en halv snes dage at få fat på de udenlandske aviser og skrive af efter dem. Nu koster det en halv snes sekunder eller mindre.

CNN.dk trykkes kl. 14 på egen kopimaskine i 2-3000 eksemplarer og uddeles af en halv snes centralt placerede personer i tidsrummet kl. 15 til 18. Mikroavisen udkommer også i Århus og Odense, hvor den vækker særlig begejstring, da hverken MetroX eller Urban Olsen færdes i de to byer. Denne form for delvis landsdækning er mulig, fordi CNN.dk er en licensaftale med Metropol og dermed Berlingske, og den egentlige (og positivt målbare) hensigt er at få flere til at klikke ind på www.CNN.dk og abonnere på CNN’s nyhedsservice. Metropol, der også driver Alt Om København (AOK), Bilzonen og Boligzonen, har seks journalister.

CNN.dk gik første gang på gaden den 11. september i fem udgaver og et oplag på 10.000 ex som en spontan handling. Redaktion og distribution gik op i en højere enhed den dag, og fx DSB var glad for en skriftlig kilde til information af opskræmte passagerer.


CNN.dk udkommer måske ikke længere, når dette læses. Måske dukker den op igen. Først og fremmest var hensigten at fremme kendskab til og sympati for såvel CNN.dk som selve tv-stationen, som 9-11-01 (911!!) fik sit andet gennembrud som den globale referenceramme. Al Jazeera-stationen fra Qatar bankede samtidig frem som det arabiske modstykke. All that jazzeera.

I et lille hjørne af Berlingske-koncernen er en ny ide ført ud i livet på prøvebasis: En eftermiddagsavis, der er endnu mindre end den, brødrene Berling grundlagde i 1749. Den låner logo fra CNN, som med al respekt er et yngre og endnu stærkere brand, og den opfylder et lille hul i den enkeltes nyhedsopdatering, og så er tryksagen i sig selv en annonce med opfordring til at se CNN på både den ene og den anden skærm.

Alt koster penge, især hvis det er gratis. Ingen kan i længden forsvare at udgive Pengeløse Tidende. Men CNN.dk har i princippet vist, at det er teknisk muligt at drive en daglig mikroavis, og det står enhver frit for at eksperimentere. Aldrig har udstyret været billigere, men mikroavisen skal hver dag have et så opsigtsvækkende indhold, at folk vil betale 3 eller 5 kr. Banen er åben for talenter, der kan andet og mere end at fiske friske nyheder på andres netsider.