Sunde danske biotekselskaber, der har overstået opstartsfasen og skal i gang med dyre kliniske forsøg, kæmper op ad bakke i Danmark i forsøget på at rejse kapital. Det skriver Børsen. Venturefondene bruger størstedelen af deres midler til opfølgningsinvesteringer i eksisterende porteføljeselskaber, og udsigten til nye fonde og flere vækstinitiativer fra regeringen er tåget. De få penge, der er tilbage i danske venturefonde til nye investeringer, investeres ifølge Leif Helth Jensen, der er medstifter af Neurosearch og Zealand Pharma og investeringsdirektør i Forskerparken CAT, primært i biotekselskaber, hvor risikoen er meget lav, og muligheden for at komme ud af investeringen igen kommer hurtigt.