Blandt andet skoler og sygehuse kan være udmærkede investeringer, oplyser PensionDanmark og Danica, som ifølge avisen Information blot venter på, at politikerne skaber de rette rammer for at lade pensionskasserne komme til.
Og selvom skoler og sygehuse traditionelt har været offentligt ejede og finansierede, så byder et bredt flertal på Christiansborg pensionskasserne velkomne. Midt i den økonomiske krise, er nytænkning nødvendigt og tiden er ikke inde til ideologisk dogmatik, mener SF.
– Jeg kan sagtens se skræmmebillederne for mig og kan også godt frygte udviklingen. Men man skal holde op med at være dogmatisk og i stedet forholde sig helt konkret til området. Vi må erkende, at vi ikke har pengene andre steder, siger forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr til Information.
I S-SF’s økonomiske plan er det også indskrevet, at modellen – OPP- partnerskaber – skal tages i brug i større omfang fremover.
– Det er glimrende, at nu også venstrefløjen, som tidligere har været principielle modstandere ud fra ideologiske tilgange, også ønsker at bringe nogle private aktører ind, siger Venstres finanspolitiske ordfører Jacob Jensen, der håber, at der måske allerede ved de kommende kommuneforhandlinger kan indgås en bred politisk aftale om, hvordan rammerne for pensionskasser og lignende investorer udvikles.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening afviser idéen og frygter for standardiserede ”McDonald’s-skoler”, hvis private selskaber og pensionskasser kommer til, og samme skepsis har Enhedslisten, som også mener, at det vil blive dyrere for den offentlige sektor i længden, fordi den skal betale pensionskassernes gevinst.
Information/JP