Den nye SRSF-regering vil skære dramatisk ned på danskernes indbetalinger på ratepensioner for at få penge til finansloven.
Det såkaldte pensionsloft for ratepensioner på 100.000 kr. årligt, som VK-regeringen indførte, bliver ”omtrent halveret”, skriver Børsen. Dermed kan danskerne fremover maksimalt få fradrag for godt det halve af, hvad de nu kan, på ratepensionen.
Derimod bliver der ikke lagt et nyt loft ind over livrenterne, som S og SF ellers varslede længe inden valget. Der vil således stadig være mulighed for at spare store summer op via livrenter, når man rammer det nye loft på ratepensionen. Der vil fortsat være loft over de såkaldte ophørende livrenter, men hvor højt det bliver, er endnu ukendt.
Ifølge Børsens oplysninger bliver det skærpede loft på ratepensioner en af de helt store guldkalve i den kommende finanslov med en ekstra indtægt til staten i milliardklassen.