Selv om det først er penge, man ser, når arbejdslivet forlades, så har pensionsopsparere scoret kassen i år.

En pensionsopsparing med middel risiko er i år således vokset med 10 pct., viser beregninger fra Nordeas seniorstrateg Henrik Drusebjerg.

Samlet vil 2013 gå hen og blive et rigtigt godt år for folk med en pensionsopsparing. Afkastet på de 10 pct. er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet de seneste år, hvor en pulje med middelrisiko i gennemsnit har givet et afkast på seks pct. Omkring to tredjedele af pensionsopsparerne i Nordea har placeret deres opsparing i en pulje med middel risiko. Og en pensionsopsparing på en mio. kr. er vokset med 100.000 kr.

Til sammenligning har globale aktier givet et afkast på cirka 20 pct. Og mens aktiemarkedet har været gavmildt, så har obligationer generelt haft et dårligt år. Her vil investorerne få meget små afkast – og i nogle tilfælde er det negativt.

/ritzau/