De urolige finansmarkeder sender danske pensionsselskaber på jagt efter alternative investeringer i alt fra vietnamesiske hedgefonde til møller og pantebreve.
Det er primært finansuroen, som i stor stil får den danske pensionssektor til at flygte fra de traditionelle aktie- og obligationsmarkeder.
Forklaringen er simpel: Risikoen er for stor og afkastet for lille.
I stedet strømmer pensionsmidlerne mod mere eksotiske investeringsobjekter såsom vindmølleparker, pantebreve og vietnamesisk vækst. Også danske virksomheder kan få glæde af pensionssektorens jagt på alternative investering.
– Når der er en risiko for, at verden går helt af lave, så må man lade være med at investere i aktier. Og kigger man på statsobligationer, er renten meget lav, så hvor pokker skal pensionssektoren gøre af sine penge – de skal jo investeres, siger Søren Andersen, der er adm. direktør og lever af at rådgive pensionsbranchen gennem firmaet Invensur.