People Group får nu et nyt skud på stammen. Denne gang er det event-markedet, man går ind på i form af stiftelsen af EventPeople i samarbejde med Lars Thordahl, som hidtil har ejet EventRelations – indtil i sommer bl.a. sammen med Mark Patterson.

Konceptet er det samme som alle andre selskaber i gruppen. People Group ejer 51 pct., mens resten ejes af partnerne bag et selskab i gruppen. I EventPeoples tilfælde er Lars Thordahl “founding partner”, hvilket betyder, at han har den største andel. Selskabet stiftes dog sammen med Cathrine Egeberg (Vagn Egebergs datter) og Michael Ravn, som begge har en ejerandel.

– Vi starter nye selskaber, når vi mener, vi har fundet de rigtige mennesker at gøre det med, og det er også tilfældet her, siger Jan Duckert og fortsætter: – Event er en mulighed for at få meget opmærksomhed for kronerne, hvis ideen er tænkt rigtigt ind i sammenhængen, og derfor hænger events fint sammen med det, som vi i det sidste år har sat meget fokus på – nemlig at effektivisere anvendelsen af markedsføringskronerne – som f.eks. reklamestyrings-portalen til Dell eller film, der råber så højt, at de bliver bemærket.

Jan Duckert tror desuden, at event-markedet er i vækst.

– I dag bliver folk ikke blanke i øjnene, når man taler om events, siger Jan Duckert.

Lars Thordahl oplever også, at events er kommet mere på dagsordenen.

– Det ændrer dog ikke på, at vi stadig er et par hestehoveder bagefter f.eks. det svenske marked, når det handler om at anvende events. Events er et meget effektivt medie – men det er også “kun” et medie – forstået på den måde, at det er et blandt mange andre medier. Den største effekt opnår man, når events er integreret rigtigt i hele konceptet. Jeg har ofte tidligere oplevet at blive inddraget så sent, at det mere er blevet en eksekverings-opgave. Ved at være en del af People Group har vi chancen for at komme meget tidligere med, og nu har vi umiddelbar adgang til 70 kreative hoveder. Det er en væsentlig styrkelse, siger Lars Thordahl.

EventPeople starter op uden kunder, men har selvfølgelig hele People Groups kundebase at starte på. Der er dog ingen tvivl om, at målet hedder vækst.

People Group rummer nu – udover EventPeople og de stiftende bureauer Wibroe, Duckert & Partners samt AdPeople – RelationsPeople (PR), FilmPeople (filmselskab) og Ultimatum, der producerer interaktiv entertainment.